Den kendte og respekterede filosof, dr.theol. et phil. Peter Kemp, sagde på det nys afholdte Sorø-møde, at et barn ikke kan gøres eller være ansvarlig for sin egen læring.

Selvfølgelig kan det ikke det.

For mig at se er denne ansvarliggørelse ikke blot den ultimative ansvarsforflygtigelse, men tillige en udsøgt ondskabsfuldhed over for de børn, som vi er sat til at tage vare på.

Skulle man være udstyret med evner, som gør, at man kan forstå Peter Kemps udsagn, vil man også kunne indse, at så falder begreber som undervisningsdifferentiering (i lovens forstand), den elevforvaltede undervisning og målfastsættelse til jorden, og hvad er der så egentlig tilbage af folkeskolelovens revolutionerende begreber?

Ingenting!

Det har altid været min påstand - og det er det fortfarende - at undervisningsdifferentiering som en metodisk og didaktisk mulighed ikke eksisterer. Det, man forveksler det med, er beskæftigelsesdifferentiering, hvor eleverne kan beskæftige sig med forskellige ting og på forskellige niveauer, men det bringer ikke eleven videre, men befæster i bedste fald blot det, eleven ved i forvejen.

Undervisning foregår derimod ved samtalen, dialogen og den engagerede diskussion mellem lærer og elever og gennem lærerens fortælling, og man kan nu engang ikke, ej heller på Danmarks Lærerhøjskole, føre en samtale på 24 niveauer.

Nu vi er i det filosofiske hjørne: Undervisningsdifferentiering og dermed elevernes selvforvaltning og målfastsættelse forudsætter, at tænkning ligger som en selvstændig kategori uden for sproget, men sådan forholder det sig ikke.

Tænkning, forestillinger, idéer, spørgsmål, undren - man kan kalde det, hvad man vil - kan ikke forekomme, uden at der foreligger et sprog eller et begreb. Man kan altså ikke tænke uden sprog og begreber, idet disse er tænkningens forudsætning.

Med andre ord kan man ikke problematisere noget, man ikke i forvejen ved. Derfor vil undervisningsdifferentiering altid blive en evig kredsen om det, eleven allerede ved.

Men på den anden side: Når eleverne er godt beskæftigede, er der dejlig ro for dem, og det er nok også rigtigt, at når børnene sådan er optaget af deres egne små cirkler, får de også illusionen af, at de lærer noget, fordi de laver noget. (Sorry, lektor Steen Larsen, men det er sådan, det forholder sig.)

Sagen er, at de ikke kommer ud af stedet, hvilket da også i rigt mål kan eftersøges i en fortvivlende bog ved navn 'Inspiration til Undervisningsdifferentiering', som Undervisningsministeriet har lagt navn til og udgivet her kort før sommerferien.

Gud bevare Danmark!

Jens Colding

Skjern