Kommentar til John Brogård

Dit indlæg i sidste uge giver udtryk for et synspunkt, som jeg er vel bekendt med, som jeg har respekt for, og som jeg hyppigt diskuterer med både lærere og forskere. Din argumentation for synspunktet forekommer mig imidlertid at rumme visse svagheder, som jeg vil tillade mig at pege på:

- For det første har du ret i, at det ikke er svært for elever at lære sig at læse ikke-lydrette ord. Det er vel ikke noget argument for at lære dem at lydere.

- For det andet lægger jeg mærke til, at du ikke angiver noget grundlag for din påstand om, at den læseundervisning, jeg går ind for, er en 'hindring for videre læseudvikling' for nogen. Hvorfor tror du det? Faktisk har den form for læseundervisning, som jeg gør mig til talsmand for, aldrig haft særlig mange udøvere i Danmark. Da jeg i 80'erne interviewede 200 tilfældigt udvalgte lærere, som underviste i de yngste klasser, var det mindre end 15 procent, der kunne siges at være inspireret af helhedsprincippet i deres læseundervisning. Det er formentlig flere i dag, blandt andet fordi for eksempel Jørgen Frost har udgivet et system med denne betegnelse hæftet på sig. Men så mange, at man kan tillægge dette synspunkt ansvaret for den funktionelle analfabetisme, er det næppe. Tværtimod har den danske læseundervisning været domineret af et lyderingssynspunkt i forskellige udgaver.

- For det tredje vil jeg pege på, at de metodeskift, der har fundet sted, bestemt ikke har ført undervisningen hen mod det synspunkt, som jeg repræsenterer. Dette forhold bekræftes da også af Nordlæs-undersøgelsen (må man ikke kalde den international?), som afslører, at danske lærere overensstemmende udtrykker en anden tradition end de svenske og finske lærere. Det, der karakteriserer disse nordiske kolleger, er mere i overensstemmelse med mine synspunkter end den danske tradition.

Modsat dig tør jeg ikke påstå, at jeg kan pege påårsagen til de danske elevers svage placering i de internationale sammenligninger (og der har været flere). Hvis du har ret i, at det skyldes den danske undervisning, er det altså den undervisning, du plæderer for, der er årsagen. jeg finder blot, at det giver os anledning til at analysere det, vi gør. Gentagne undersøgelser og publikationer fra Danmarks Pædagogiske Institut peger i øvrigt på, at danske elevers læsekompetence har været stigende gennem årene. Det er først ved specielt den store internationale undersøgelse, danske elever på tredje klassetrin faldt igennem.

Det er ikke nogen katastrofe, men vi kan måske gøre det bedre.

Du har nok ret i, at alfabetet blev opfundet for at skabe en forbindelse til det talte sprog. Vores alfabet er opfundet af romerne, og det passer nok bedre til dem, men det talte sprog forandrer sig meget hurtigere end det skrevne, så den oprindelige overensstemmelse er for længst forsvundet.

Det er vanskeligt for mig at se sammenhængen mellem de forhold, du peger på, og din konklusion. Mange af vore svage læsere er jo netop svage på den måde, at de måske nok kan sige bogstavernes lyd, men de kan ikke fange tekstens indhold. Er læsningens grundprincip ikke, at tekster har et indhold, som det gælder om at få fat på? Det er netop i denne søgen efter indholdet, bogstaverne og deres betydning bliver interessant.

Jeg er i øvrigt tilhænger af, at den enkelte lærer må undervise, som hun selv finder det rigtigst. Jeg formidler det, jeg synes er rigtigst. Den enkelte lærer underviser efter sit skøn. Blot bør hendes valg være så kvalificeret som muligt og ikke baseret på løsrevne påstande eller ureflekteret tradition.

Erik Håkonsson

Danmarks Lærerhøjskole