Niels Christian Sauer er en dreven debattør, der desværre til tider forfalder til at beklikke modstandernes motiver i stedet for at gennemføre den svære dialog.

I det nye skoleårs første nummer af Folkeskolen tillægger han mig det synspunkt, at jeg i de nye lønformer 'anser det for naturligt at præmiere alle andre opgaver end netop arbejdet med eleverne'. Det korrekte er, at jeg også anser opgaver ud over undervisningen som værende 'gavnlige for kollektivet'. Jeg mener fortsat, at vi ved forhandlinger om ny løn skal være kreative og finde tillæg til så mange opgaver som muligt, herunder undervisningsopgaver. Sauer opstiller således ved lidt citatfusk en falsk modsætning mellem undervisere og 'katederunddragere', som jeg synes er et helt forfejlet og nedsættende udtryk. Jeg anklager ikke Sauer for at have opfundet det, men han anvender det bevidst for at skabe en distance mellem lærere ude i klasseværelserne og så alle de andre.

Niels Christian Sauer bruger et lignende trick i 'Bagsmækken' i Folkeskolen nummer 26/27, hvor han med henvisning til Overenskomst 95 fastslår, at foreningen gik alvorligt galt af medlemmerne. Hermed sætter han lighedstegn mellem forening og ledelse, underforstået medlemmerne var og er blot stemmekvæg. Sagen var, at vi gik galt af hinanden, dialogen var simpelt hen for dårlig. Dét ansvar bærer ledelsen selvfølgelig, men det gør medlemmerne altså også. Med Sauers holdning vil det være helt umuligt at skabe en overenskomstløsning i 1999, idet medlemmerne i sagens natur må sige nej til pampernes forslag, da disse ikke evner at lytte til medlemmerne.

Sauer skriver også i sit indlæg 'Regning uden vært', at 'kampen mod ny løn er opgivet på forhånd'. Det er ganske ukorrekt. Der foregår en livlig debat i både hovedstyrelse og i adskillige kredse, og intet er givet eller opgivet, før kongressen har vedtaget foreningens overenskomstkrav 1. oktober. Sauer ser bort fra, at der eksisterer et foreningsdemokrati ved siden af Folkeskolens spalter, hvor medlemmer - uanset deres position - faktisk har en indflydelse på opstillingen af krav. Det kræver naturligvis, at de benytter sig af deres demokratiske ret og bruger den fornødne tid. Det har ikke været så moderne de senere år af flere forskellige gode grunde. Fordi lærerne har haft så meget andet at tænke på, fordi organisationerne - herunder DLF - har håndteret dialogen for dårligt og lyttet for lidt, at overenskomstforhandlingerne har virket som et på forhånd aftalt spil, med videre. Uanset de mange forklaringer fratager det ikke nogen for at deltage og engagere sig i disse forhold, som jo er afgørende for de daglige arbejdsforhold i de kommende år.

Fordi 'ny løn' har givet vores mange kommunale kolleger store problemer, er det ikke ensbetydende med, at idéerne nødvendigvis er ubrugelige. Opgaven for lærerorganisationerne er at lave en model, som passer til vores område, og som kan tage højde for vores ændrede verden, hvortil hører de mange unge, overenskomstansatte kolleger. Sauer nedgør det nye lønsystem ved at hævde, at lærerne skal 'i audiens hos inspektøren og få deres flidspræmier'. DLF arbejder overhovedet ikke med den helt decentrale model, idet aftaleretten fortsat skal ligge hos organisationen, således at det er kredsen, der forhandler alle ordninger først og fremmest ved de såkaldte forhåndstilsagn. Der er altså lige så lidt som ved den decentrale løn tale om 'fedterøvstillæg', uanset hvor ofte det gentages.

Det er rigtigt, at hovedstyrelsesmedlemmer ikke altid taler samme sprog som lærerne. Det behøver dog ikke at betyde, at vi ikke kan snakke sammen. Faktisk foregår der en livlig dialog med kredse, tillidsfolk og sågar lærere. Sauer har ret i, at det er vigtigt at holde forbindelsen ved lige. Det gør jeg selv ved at tage på 'praktikbesøg', så jeg anser hans forslag om et år i almindeligt fuldtidsskema som rent plat og et forsøg på at beklikke mine og andres evner til at kommunikere med folk. Hvis det stod så galt til, tror jeg i hvert fald, at medlemmerne i Københavns Lærerforening havde fundet en afløser for mig ved vores direkte formandsvalg, der afholdes hvert andet år.

Derfor er min opfordring, at vi skærper våbnene - for debatten er livsnødvendig - og tager den fair fight uden at nedgøre hinanden. Men der skal også beslutninger til, og det kræver, at så mange som muligt deltager i den demokratiske proces omkring opstillingen af overenskomstkrav og dermed er med til at præge udviklingen. Storkonflikten i foråret er et skræmmende eksempel på, at ledelserne ikke fik tingene til at fungere, og at medlemmerne først gjorde deres indflydelse gældende, da det var for sent. Vi får brug for alle vores forenede kræfter for at klare Overenskomst 99.

Jan Trojaborg