'Ferie, ferie, ferie' traller lille Per i klassikeren 'Far til fire på Bornholm'. Men sommerferien modtages ikke af alle med lige stor begejstring - i hvert fald ikke, hvis man er forældre til børn i de mindre skoleklasser.

Til daglig tænker vi voksne næppe over, at der skal tid til at gå i skole.

Skolen er en helt selvfølgelig aktivitet. Men knap har børnene fået tid, før vi voksne kaster os ud i en kamp om børnenes tid. Og heri ligner vi generationer af voksne før os.

Da folkeskolen så dagens lys - i begyndelsen af 1800-tallet - måtte den kæmpe med børnearbejdet om børnenes tid. Afhængig af lokale forhold praktiseredes halvdagsskolegang eller hverdagsskole om vinteren med skolefri i sommerhalvåret for de ældste elever. Der var fire ugers ferie fra kornhøstens begyndelse, to-tre ugers ferie i såtiden og tre-fire uger om efteråret.

Fattige forældre måtte holde børnene hjemme i kartoffelhøsten, og omkring 1860 kom en række bestemmelser, som lokalt udvidede adgangen til brugen af børnenes arbejdskraft i høstsletferien, til plukning af humle, til kvægvogtning og til hjælp i fiskeriet. Skolen var således et arbejde som ethvert andet arbejde - og loven talte direkte om 'Den aarlige Arbejdstid i Skolerne' og om, at skoleåret bestod af 246 arbejdsdage.

I 1904 afskaffedes de mange særbestemmelser, men vi skal helt frem til 1930'erne, før det i lovgivningen står klart, at sommerferien ikke kun skulle bruges til at arbejde. Ferien begrundes i hensynet til børnenes helbred, og ministeriet opfordrede i 1937 kommunerne til at give børnene samlet fri i seks-syv uger, lagt i den varmeste og lyseste tid lige efter Sankt Hans. Den beslutning blev ikke modtaget lige positivt alle vegne. Bønderne, som plejede at have børn på ferieophold, klagede over, at de skulle have dem en uge til. Skoledirektøren i Århus, Christian Buur, gik imod den forlængede sommerferie med begrundelsen, 'at der er andre Sider af Menneskenaturen, der er vigtigere end veludviklede Muskler, og de har ikke særlig godt af for meget Feriedriveri, der som al anden Lediggang er Fandens Hovedpude'.

De nye bestemmelser var især møntet på forholdene på landet. De første skolebørn drog af sted fra København med fribefordring i koleraåret 1854, og i årene omkring århundredeskiftet kom feriekolonierne til, organiseret af lærernes faglige organisationer.

På landet var feriearbejdets dage nemlig langtfra talte. Sommerferien blev fortsat brugt til at arbejde i, og under Første og Anden Verdenskrig genoplivedes de gamle særbestemmelser, der gav mulighed for, at elever, der var ældre end 12 år, kunne holde ekstrafri fra skole i op til tre uger, hvis der var brug for dem i landbruget. Børnene blev især brugt til at luge roer, rense ærter og tage kartofler op. Tørveindustrien aftog mellem 2.500-3.000 børn.

Med den nye skolelov fra 1958 blev skoletiden ens i by og på land. I kampen om børnenes tid gik skolen af med sejren - men i mellemtiden var landbruget blevet mekaniseret, så behovet for børnenes arbejdskraft var reelt også blevet mindre.

Så længe mødrene gik hjemme, var problemet med de arbejdsløse sommerferiebørn til at overskue. Men efterhånden som kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet i 1970'erne, udviklede sommerferien sig til det planlægnings- og beskæftigelsesprojekt, vi netop har overstået.

Tankevækkende er det, når man ser tilbage i historien, at skolebørns sommerferie ikke bare er sommerferie, men en tid, som voksne har lagt mange planer for.

Ning de Coninck-Smith er lektor ved Odense Universitet