Uddannelse i knibe

Få vil være lærerbachelor, men uddannelsen bør videreføres, mener studievejledere

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der skulle have været mindst ti studerende, men der kom kun tre. Sådan er situationen for den nye lærerbacheloruddannelse på Aalborg Universitet.

Andre steder i landet er antallet af tilmeldinger lige så pauvert. I de fire byer, hvor man kan tage uddannelsen, har i alt kun 20 studerende meldt sig, og det er langt fra det antal, som initiativtagerne og Undervisningsministeriet har håbet på.

Alligevel lægger centralt placerede studievejledere ikke op til, at uddannelsen droppes.

- Intet skal være uforsøgt i retning af at få fat i studerende, der vil formidle naturvidenskabelige fag til børn og unge, siger kontorchef for Den koordinerede tilmelding, Jacob Lange.

Den nye uddannelse, der blev udbudt første gang i 1997, varer tre og et halvt år. Den kombinerer undervisning i naturfag på universitetet med psykologi og pædagogik på seminariet, og den indeholder også praktik. Der er tale om et seksårigt forsøg, som Undervisningsministeriet har afsat 8,5 millioner kroner til.

I 1997 kneb det med tilmeldinger, fordi uddannelsen først blev omtalt meget tæt på studiestart. I år har man været tidligere ude, men det har ikke hjulpet.

- Dette bygger på en forkert iagttagelse, når man tror, at for eksempel en fysikstuderende har lyst til at stige af efter to år. På det tidspunkt vil han gerne vide mere om sit fag. Det er desuden uendeligt få studerende, der befinder sig i krydsfeltet mellem naturfagene og det pædagogiske. Men måske kan man få fat i flere, hvis seminarierne ændrer deres profil lidt, så de studerende ikke opfatter den som ren pædagogisk, siger Jacob Lange.

Formanden for studievejlederne på de videregående uddannelser, Claus Damgaard, IVU-C i København, håber, at der vil melde sig flere studerende, hvis det viser sig, at uddannelsen forløber godt, og hvis der vanker nogle gode job bagefter. Mere markedsføring er derimod ikke løsningen.

- Løbet er ikke kørt, men de, der har planlagt uddannelsen, har haft nogle urealistiske forventninger til, hvor hurtigt den kunne komme i gang, siger han.

Men måske kommer det til at knibe med tiden. I Aalborg er man i alt fald betænkelig ved de få tilmeldinger.

- Selvom der er en vis integration mellem de forskellige uddannelser på det naturvidenskabelige fakultet, kræver det ressourcer at fortsætte med lærerbachelorerne, og tre tilmeldinger er alt for lidt. Man kan filosofere over, hvorfor interessen er så lille, men der er under alle omstændigheder brug for nogle positive udmeldinger, siger studieleder Poul Svante Eriksen, Aalborg Universitet. Følgegruppen bag uddannelsen vil i løbet af efteråret tage stilling til situationen.

Jan Kaare er freelancejournalist

Løbet er ikke kørt, men de, der har planlagt uddannelsen, har haft nogle urealistiske forventninger