På et tidspunkt havde 1.b på Gellerupskolen i Århus en diskussion om at indføre en række ordensregler i klassen. En dreng mente, at det bedste var at lade eleverne gøre nøjagtig, som det passede dem, så skulle det hele nok gå. Som modsvar spurgte læreren, om det så også var i orden, at han snuppede penge i elevens taske i frikvarteret. Eleven kunne så godt se, at der var behov for visse regler, og klassen fik dem formuleret.

Læreren hedder Niels Birkebæk Møller, og han var sammen med nuværende kollega og tidligere holdkammerat fra Århus Dag- og Aftenseminarium, Janne Munk Jensen, oplægsholder påårets Sorø-møde.

- Pludselig er det sat til diskussion, om man må stjæle. Det der med, at stort set alt er til diskussion, det skal man passe på med. Der er grænser, og det kan ikke nytte, at betingelsen for at tage et ansvar skal være en personlig oplevelse, sagde Janne Munk Jensen.

Niels Birkebæk Møller: - Det er moderne at lave aftaler med sine elever. Hvis Peter hele tiden er urolig og svarer igen med knytnæverne, så aftaler man med Peter, at han skal øve sig på at lade være med at slås. Hvis der så ikke sker nogen forbedring, så er det et meget personligt nederlag for Peter, fordi han ikke har levet op til en aftale, han selv har været med til at formulere. Der er altså nogle ting, vi som lærere må sige ikke er til diskussion.

Niels Birkebæk Møller var sig meget bevidst, at hans nye 1.-klasse-børn skulle lære at tage et ansvar. Trods råd fra erfarne kolleger fordelte han klassens sakse og limstifter til eleverne, satte navne på og overlod det til børnene at passe på dem. Men det var ikke ret mange, der var klar til det ansvar.

Godt kendskab til eleven

Et spørgsmål lød, om det betyder, at man skal afholde sig fra at give børnene et ansvar, de ikke selv har bedt om?

- Nej, men der skal være rimelighed i de krav, vi stiller, og det kræver, at man kender sine elever ret godt og ved, hvem der kan honorere det - en slags ansvarsdifferentiering, svarede Niels Birkebæk.

Janne Munk Jensen sagde det ikke højt, da hun gik på seminariet, men hun var ærlig talt bange for at skulle ud og møde den flok egoister, hun fik indtryk af, at nutidens børn er. Og hun kom til at opleve en mangel på ansvarlighed blandt eleverne, en mangel, som hun mener bunder i, at fællesskabsfølelsen har trange kår i folkeskolen.

- Jeg har tænkt på, om 'ansvar for egen læring' måske i virkeligheden er et afmægtigt svar på dette, en ydre ansvarliggørelse, en åndelig dovenskab, der udspringer af skolens manglende evne til at være en samlende instans med et tydeligt værdigrundlag.

Opgaver skal være tydelige

Janne Munk Jensen har skolen som danner og bærer af en fælles dansk kultur som et mål for sin lærergerning. Men hun havnede i en 8. klasse med over 50 procent tosprogede og måtte efter 14 dages solosang droppe at indlede da-gen med en dansk sang. Hun opfordrede på Sorø-mødet undervisningsminister Margrethe Vestager og hendes embedsmænd til at stramme rammerne for lærernes arbejde og i stedet for at indføre kvalitetsmåling gøre lærernes ansvar og opgaver tydeligere.

Hun efterlyste mange flere landsdækkende fælles temaer i undervisningen - for eksempel var Niels' klasse meget optaget af, at andre rundt om i landet arbejdede med temaet 'Den gode historie' samtidig med dem. Hun foreslog 25 timer per lærer til at sætte et overordnet fælles tema til debat på lærerværelset - for eksempel kunne Sorø-mødets tema ansvarlighed bringes ud på skolerne på den måde. Og hun kaldte det dybt uansvarligt, at man tillader op til 98 procent tosprogede på en skole.

- Vi lader os selv og de tosprogede i stikken. Det er min erfaring, at det maksimalt må være 25 procent, selv om mange siger, det er naivt af mig at sætte tal på. Vi har godt nok fået tildelt ekstra ressourcer, men det er en uansvarlig decentraliseringspolitik, at en fælles opgave ikke bliver løst i fællesskab. Det er selvfølgelig altid rart med penge, men vi ville hellere dele opgaven med jer andre.kara