0   169

Adakadejsan, simbira gastir

Adakadejsan, simbira gastir,

hamaradawan, satinarundr,

Artiklen fortsætter under banneret

O, mala kirsej,

O, serti mila,

simbryligastur, arkinarendr.

Denne dejlige strofe er ikke en øvelse fra den tidlige læseundervisning, men første strofe fra Johannes Weltzers digt 'Alma, Et lyddigt fra Tyverne' (fra Det søndrede Spejl, 1946). Strofen (og resten af digtet) består af bogstavenheder, som ligner ord. De er ren form, det vil sige, de har ikke noget leksikalt betydningsindhold. Men de har netop sproglig form, hvilket vi kan konstatere på flere måder, først og fremmest fordi vi kan læse dem op. Ikke alene kan vi udtale bogstavenhederne, vi kan også læse strofen med intonation, rytme og pauser.

At bogstavsekvenserne ikke har nogen leksikalsk betydning, medfører, at strofen ikke har noget meningsindhold i normal forstand. Men alligevel kan vi hver især opleve en slags forståelse, fordi det rene formsprog skaber stemninger og associationer.

Hvorpå beror denne læsning?

Det lyriske sprog er fjernt fra hverdagens sprog, her så fjernt, at vi ikke kan finde noget leksikalt betydningsindhold. Men vi kan alle fornemme en høj, næsten patetisk stil, først og fremmest på grund af gentagelsen af udråbsordet O, . . . Den lyriske, højstemte stil ledsages af to andre stillag, nemlig ordenheder, der ligner de kendte, muntre børneremser (som abrakadabra), og ord med eksotisk klang, der får os til at tænke på fjerne steder og ekstatisk livsglæde.

Det er blandt andet sådanne stiltræk, vi udnytter, når vi læser strofen op.

Men forud for forståelsesprocessen ligger læserens basale færdighed i at omkode de skrevne bogstavsekvenser til lydsekvenser. Denne omkodning beror netop ikke på genkendelse af parate ordbilleder, for her er jo tale om helt unikke sekvenser, som vi aldrig før har set.

Når vi alligevel er i stand til at omkode dem, beror det på vores færdighed i at afkode skriften dens lydlige repræsentation. Dels tillægger vi hvert bogstav en mulig lydværdi, dels har vi lært at matche forskellige bogstavsekvenser med bestemte lydsekvenser. Denne matchning beror på, at lydenes fordeling i skriftsproget er styret af bogstavkombinatoriske principper. For eksempel optræder kombinationerne sp, st, sk både i begyndelsen og i slutningen af stavelser, men normalt ikke sb, sd, sg.

Kombinationen dr optræder på dansk i begyndelsen af stavelser, men normalt ikke i slutningen. Som det ses i strofen, er det kun denne dr-forekomst i sekvenserne, der bryder med de sædvanlige bogstavkombinatoriske regler i det danske skriftsprog. Den lydlige omkodning beror altså på forudsigeligheden af bogstavernes lydværdi. Det er denne omkodningsfærdighed, så mange danske børn har problemer med at få lært. Cirka 30 procent behersker ikke kunsten i 3. klasse. Alle læsningens øvrige sider kan ikke udvikles kvalificeret, så længe denne basale omkodningsfærdighed ikke er lært.

Alligevel hævder nogle læseteoretikere fortsat, at netop træning i omkodningsfærdighed er ødelæggende for læseudviklingen. Det er ubegribeligt. Langt sværere at forstå end: 'Adakadejsan, simbira gastir'.

Lene Møller er seminarielektor


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet