Kirsten Olsen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mandag den 22. juni gik flaget på halv på Kollerup Skole. Kirsten Olsen var død. Vi vidste alle, at Kirsten ikke ville komme tilbage som børnehaveklasseleder på skolen, men alligevel var meddelelsen om hendes død meget uvirkelig.

Kirsten var et sjældent menneske, et menneske, der i bund og grund arbejdede for sine elever og for skolen. Igennem 21 år på Kollerup Skole oplevede kolleger, forældre og ikke mindst eleverne en dybt engageret børnehaveklasseleder, der med stor ildhu, vilje og engagement levede for skolen.

Kirsten var utrolig samvittighedsfuld og var altid den person, der stod forrest, når et arbejde skulle planlægges og udføres. Vi er mange, der tænker tilbage på hendes forældrearrangementer, hvor alt lige fra bagværk til almen orientering var planlagt til mindste detalje.

At være på arbejde var for Kirsten en meget stor livskvalitet. Hun vidste, hvad hun ville med børnene, og hvad de skulle nå i løbet af et skoleår. Hun var en bestemt dame, som børnene havde respekt for, men de elskede hende overalt på jorden. Når Kirsten havde talt, så var det bare sådan.

Trods svær sygdom i mange år kæmpede Kirsten en brav kamp, og til sidst var hendes største håb at være med til indvielsen af den 'nye' skole, sådan skulle det ikke blive.

Kollerup Skole har mistet en personlighed, og vi vil komme til at savne Kirsten.

Vores tanker går i disse dage til hendes mand Robert og resten af familien. De har mistet en meget central person i familien.

Æret være Kirstens minde.

Personalet

Kollerup Skole