Faktisk er Jan Trojaborgs læserbrev i Folkeskolen nummer 25 at betragte som et partsindlæg for bevarelse og yderligere udvikling af de ikke-praktiserende læreres privilegier - inklusive dem, DLF's små og store høvdinge oppebærer.

Vel synes argumentationen mig noget trepattet, men det skyldes utvivlsomt, at manden selv tilhører det lag i organisationen af pædagogiske yuppier, der stort set har monopol på at definere, hvad der er væsentligt og belønningsværdigt. Og øvelsen går fremdeles ud på at bevise, at undervisning er okay, men at denne profane beskæftigelse principielt tilhører de mindre betydningsfulde ansvarsområder og følgelig bør rangere lavest lønmæssigt!

Derfor er det hans hedeste ønske, at lærerne splittes op i en mindre gruppe af 'ansvarshavende' med et utal af finurlige funktioner uden for klasseværelset - jævnfør 'Parkinsons Lov' - med en passende lønprofil forstås!

Og så en noget større hob af pædagogiske alumner, der frister tilværelsen i direkte samvær med børn, og som kun har til opgave at få klasserne til at fungere socialt og fagligt.

Om Jan Trojaborg har aflagt faneed til Kommunernes Landsforening, vides ikke. I hvert fald optræder han som gelassen agitator for samme organisations lønteknokrater.

Og budskabet er klart: Ulighed skaber dynamik og udvikling!

Derfor skal der rekrutteres et korps af præfekter, hvis primære opgave er at pace rosset.

Vi siger det bare ikke højt!

Og som absolut anvendelig sidegevinst kan DLF praktisere det evigtgyldige del og hersk-princip optimalt! Til fastholdelse af nomenklaturens magt og øvrige privilegier.

Niels Christian Christensen

Hjørring