Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Nu er vi næsten færdige rundt om i amterne. Nu må vi igen konstatere, at tallet er steget, og at antallet af klagesager til Undervisningsministeriet eksploderer, fordi amter og kommuner ikke er enige om byrdefordelingen. Stigningen varierer fra amt til amt fra tre procent til 12 procent.
Der er knap 640.000 børn i alderen 7-17 år i Danmark. De fleste går i den almindelige folkeskole. Nogle af dem har behov for, at undervisningen tilrettelægges med særlig hensyntagen til deres forudsætninger, og en lille bitte gruppe har så massive vanskeligheder, at de har brug for særlig vidtgående tiltag.
Denne gruppe er omfattet af folkeskolelovens paragraf 20, stykke 2, som amterne har ansvar for. Den tæller i indeværende skoleår cirka 8.000 elever eller 1,25 procent af de 7-17-årige!
De elever går i skole i særlige amtslige ordninger, hvor de undervises af lærere med en særlig ekspertise - det er den, man er bange for at miste, hvis kommunerne tager over!
Af de 8.000 elever undervises 3.500 i amtskommunale specialskoler. De øvrige 4.500 undervises i kommunale skoler, de fleste i specialklasserækker (undervisningscentre), men cirka 1.400 er elever i almindelige klasser, alle efter overenskomst med amterne. Så det ser ud til, at kommunerne besidder mindst lige så stor ekspertise som amterne.
Hvorfor sørger man så ikke for, at de alle er elever i den kommunale folkeskole?
Undervisningsministeriet fortæller, at der ikke er sket markante stigninger i antallet af elever, som til enhver tid deltager i folkeskolens almindelige specialundervisning - det er mellem 12 og 13 procent, og det var det også i 1980'erne.
I 1985/86 var 0,83 procent af alle 7-17-årige henvist til vidtgående specialundervisning. I 1997/98 er der som nævnt tale om cirka 1,25 procent, og stigningen for 1998/99 peger på mellem 1,3 og 1,4 procent.
Merudgifterne for amterne er siden 1985 i størrelsesordenen en halv milliard kroner per år!
Det koster nemlig kun kommunerne 60.000 kroner per år at have en elev i vidtgående specialundervisning mod amternes gennemsnitlige reelle udgift på mellem 200.000 og 300.000 kroner.
Jamen, så flyt dog ansvar og penge til kommunerne og lad amterne stå som entreprenører for de specialskoler, som ikke kan undværes. Pædagogikken og ekspertisen vil være den samme, man vil undgå kostbar dobbeltadministration og - ikke mindst - et uværdigt tovtrækkeri om, hvem der nu skal betale!
Mogens Lyngsø
amtsskolepsykolog, Ribe
