Sikkerheds- pakke

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En pakke er på vej ud til skolernes sikkerhedsrepræsentanter. Fremover vil sikkerhedsrepræsentanterne nemlig modtage deres post fra Lærerforeningen direkte og ikke via tillidsrepræsentanten, som det tidligere skete. Hovedstyrelsen besluttede i marts at opprioritere arbejdsmiljøarbejdet på denne måde og markere, at sikkerhedsrepræsentanten udfører et stykke fagpolitisk arbejde på lige fod med tillidsrepræsentanten.

Pakken til sikkerhedsrepræsentanterne indeholder en modernisering af ringbindet 'Arbejdsmiljø', som fremover hedder 'Arbejdsmiljøhåndbogen'. Håndbogen indeholder arbejdsmiljøloven, hovedbekendtgørelser og anvisninger, og en række af de nuværende artikler og notater er blevet revideret. Supplement til 'Arbejdsmiljøhåndbogen' sendes fra foreningen én til to gange årligt til sikkerhedsrepræsentanten. I pakken, der er på vej ud, er der desuden en folder 'Velkommen som sikkerhedsrepræsentant', nyhedsbrevet 'Aktuelt om Arbejdsmiljø' og en ny branchevejledning om indeklima, der skal erstatte den gamle udgave.