Debat

Indhold i landskredsen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 12. december 1997 opsagde Danmarks Skolelederforening (DS) efter det ekstraordinære repræsentantskabsmøde i Odense samarbejdsaftalen med DLF.

Herefter befandt den lederlandskreds, som kongressen vedtog i efteråret 1997, sig i et tomrum. Det skyldes, at lederlandskredsens indhold og rammer var tiltænkt udfyldt af DS med vedtægter tilpasset DS.

Det er således en naturlig konsekvens af DS' brud med DLF, at DLF nu spiller ud med et forslag til at give lederlandskredsen et organisatorisk indhold. Medlemmerne af fraktion 3 er gennem DLF-skrivelse nummer 11 til 'Skolelederen' gjort bekendt med modellen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

De kongresdelegerede i fraktion 3 har på et møde den 4. juni diskuteret indholdet af den foreslåede model.

Vi ser i modellen, som den foreligger, en gunstig udvikling for skolelederne i forhold til den model vedrørende skoleledernes organisatoriske tilhørsforhold, som kongressen vedtog i efteråret.

Vi ser en styrkelse af skolelederens position inden for DLF. Med modellen er skolelederne fremover sikret en fast plads i hovedstyrelsen; ligeledes er skolelederne sikret en plads i Lærernes Centralorganisations forretningsudvalg. Dette sikrer afgørende indflydelse i direkte forhandlingsspørgsmål vedrørende skoleledernes arbejds- og lønvilkår centralt.

Kontingent centralt indbetalt til DLF sikrer økonomien til den daglige drift af lederlandskredsen og signalerer samtidig skoleledernes selvstændige placering i DLF.

Vi ser i modellen en fortsat vilje hos DLF til at ville flytte sig i forhold til skoleledernes behov - en bevægelse, vi konstaterede igangsat på kongressen 1997 i Aalborg.

Vi oplever ikke modellen som en endelig og lukket model, men som led i en proces, der nødvendigvis må fortsætte under hensyntagen til den videre udvikling af lederrollen og kompetencerne i den sammenhæng.

Jens Færk

skoleinspektør

Århus Kommune