Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Nej til skønmaleri af ny løn

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ved næste overenskomst skal vi tage stilling til ny løn. De stærke argumenter er for længst kørt i stilling. Der er store økonomiske fordele ved at skifte nu, og gør vi det ikke, vil vi sakke håbløst bagud i lønkapløbet. De mere præcise begrundelser er fremført så tit, at jeg ikke skal gentage dem her.

Men økonomien er ikke nok. Det er vigtigt at se på, hvordan det vil gå, når forhandlingerne skal foregå ude i kommunerne.

I den forbindelse kan det være relevant at se på kommunernes håndtering af decentral løn i det forløbne år. Her i kredsen har vi tre kommuner at forhandle med. I den ene var der 4.000 kroner tilbage til lærerne, resten var uden videre forhandlet til andre organisationers medlemmer. I den anden kommune fik vi nogle rimelige aftaler, men der kunne ikke opnås enighed på så mange områder, at vi kunne få vores løndel hjem. I den sidste kommune blev forhandlingerne udlagt til de enkelte skoler med blank afvisning af fælles forhandlinger om ensartede områder med det resultat, at det er vidt forskellige opgaver, der lønnes på de enkelte skoler. Heller ikke her kom lærernes løndel hjem.

Spørgsmålet er så: Vil kommunerne agere anderledes, hvis det hedder ny løn?

Et af svarene kan man få ved at læse de principper, som kommunerne udarbejder som deres grundlag for forhandlinger om ny løn. Lad mig citere et par uddrag fra forslaget i en af de lokale kommuner:

'Lønsystemet i kommunen bygger på individuel og differentieret lønfastsættelse.'

'Hovedreglen er, at den løbende drøftelse til fastsættelse af løn foregår hvert år ved en samtale mellem medarbejder og ledelsen.'

'Det er kommunens vision, at det er den lokale ledelse, der tager initiativ til afholdelse af lønsamtaler.'

'Kommunen overholder overenskomsterne og denne lønpolitik skal supplere disse.'

Jeg ved godt, at disse citater er taget ud af deres sammenhæng, men de viser en holdning hos kommunerne så forskellig fra vores, at det kan blive svært at forestille sig et vellykket forhandlingsforløb.

Jeg havde fornøjelsen af at være med til foreningens konference om ny løn i efteråret. Repræsentanten for Kommunernes Landsforening fremlagde sit syn på ny løn på en måde, så det ikke virkede særlig skræmmende på deltagerne. Men allerede dengang var der mange kritiske røster om, hvordan det skulle gå, når man nåede virkelighedens verden i de enkelte kommuner. Og det synes jeg stadig, vores forhandlere skylder os et svar på.

I det decentrale lønsystem kan vi ikke få lønkronerne hjem. I ny løn skulle læreren være sikret løngaranti, men det er på landsplan. Hvilken udsigt har de ansatte i den enkelte kommune for at få deres del. Og hvordan sikrer man, at den løndel, der udlægges til individuel, differentieret lønfastsættelse i kommunerne, bliver så lille som muligt?

Det lyder besnærende med en undervisermodel i forbindelse med ny løn. Men er det realistisk at forestille sig, at Kommunernes Landsforening går med til en aftale, der sikrer, at der er automatiske anciennitetshop, et undervisningstillæg til alle, fast beskrevne kronebeløb for forskellige funktioner, således at den lokale løndel bliver ganske lille?

Eller betyder det i realiteten, at vi får enkelte centrale aftaler, og resten lægges ud i kommunerne til forhandling med den enkelte, tillidsmanden eller kredsen? Her vil en del sikkert reagere og sige, at selvfølgelig er det kredsen, der forhandler. Jeg er enig i synspunktet. Men hvad er realistisk, hvis der skal føres individuelle forhandlinger for hver enkelt ansat? Her i kredsen har vi over 600 medlemmer.

Hvis virkelighedens verden er omfattende lokale forhandlinger i den enkelte kommune uden lokal løngaranti, skal det frem nu. Hvis vi forud får præsenteret et skønmaleri af ny løn i oplægget til Overenskomst 99 og bagefter skal stemme om noget helt andet, vil vi endnu en gang bringe os i en umulig situation i foreningen. Sporene skræmmer fra arbejdstidsaftalen og de to gange nej til forrige overenskomst.

Jeg vil ikke afvise, at vi trods alle betænkeligheder kan være nødt til at gå på ny løn.

Men uden centrale aftaler for beløb og spilleregler for forhandlingerne i kommunerne frygter jeg, at vi bliver snydt, og så betaler vi overgangen til ny løn for dyrt.

Kredsstyrelsesmedlem i Holstebroegnens Lærerkreds