Debat

Skive som forsøgskommune

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er indimellem helt grotesk, hvad man må lægge øjne og ører til.

I sidste nummer af Folkeskolen stod skrevet:

'Nedlæg 10.-klasserne i folkeskolen og opret dem igen som 'Ungdomsuddannelsernes Basisår'. Derved kan vi blive foregangsby og spare en masse penge.'

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Den idé har man fået i Skive Kommune.

Hvad med at nedlægge Skive Kommune og oprette den igen som 'Forsøgskommune under Aktivering og Rådgivning'?

Det ville nok ikke give den store besparelse på kort sigt, men mon ikke det ville være bedst for alle parter i Skive Kommune og ikke mindst for de mange unge i kommunen. De 'gode' idéer til besparelser bakkes oven i købet op af kommunens skoledirektør Magne Uldall-Jessen.

Er det helt forbigået skoledirektøren, at 10. skoleår er en større og større succes over det ganske land? Der bruges - i landets seriøse kommuner - mange kræfter og penge på at etablere et tilbud til de unge. Tilbud, der er med til at afklare de unge i deres uddannelsesvalg og samtidig giver dem et afsluttende skoleår i folkeskoleregi, hvor de får mulighed for at deltage i en undervisning, der i høj grad engagerer og udvikler den enkelte elev til ansvarlighed og medbestemmelse. Undervisningen skaber desuden rum og tid til fordybelse inden for forskellige interesseområder.

Det er - på trods af økonomernes (og skoledirektøren i Skive Kommune) trang til hurtige besparelser - en stor misforståelse, at erhvervslivet/samfundet alene har brug for eller overhovedet ønsker unge, færdiguddannede håndværkere, der ikke har fået hverken sjælen eller kroppen med ud af folkeskolen.

Selv erhvervsfolk er enige i, at det, der er brug for på de forskellige arbejdspladser, er hele mennesker, der har udviklet personlighed og er i stand til at fungere i et fællesskab.

Det opnår man ikke ved at specialisere folk på så tidligt et tidspunkt som muligt eller ved at 'udtænke' halvdumme økonomiske kommunale løsningsmodeller, der alene handler om, fra hvilken kasse pengene skal tages.

Så kære Skive Kommune og skoledirektør Magne Uldall-Jessen, hvis I ønsker gode idéer til, hvordan man kan lave et 10.-klasse-tilbud, der er til gavn for de 60-70 procent unge, der på landsplan ønsker at gå i 10. klasse (og som en sidegevinst også er besparende), så kontakt 10. Klasse-centret i Gladsaxe Kommune eller en af landets andre 10.-klasse-skoler og hør, hvordan man gør.

Bo Palle Jensen

skoleleder,

10. Klasse-centret

Gladsaxe