Dårlig luft og støv på skoler

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Børnenes arbejdsmiljø er sat på programmet, når 'lille grundlovsdag' bliver fejret torsdag den 4. juni. I dagens anledning har Bedriftssundhedstjenesten - BST Storkøbenhavn - foretaget en mini-undersøgelse af børns indeklima på syv skoler og i ni institutioner, alle beliggende i København.

Undersøgelsen viser, at koncentrationen af støv er særlig høj, når mange børn er samlet. Problemet er værre i institutionerne end i skolerne. Undersøgelsen viser også, at mængden af skimmelsvampe og bakterier ligger på et niveau, der normalt findes i boliger - dog er koncentrationen af bakterier højere på enkelte af skolerne.

Flere steder er der også målt dårlig luftkvalitet i skoler og institutioner. Nogle steder så slemt, at Arbejdstilsynet kunne komme med et påbud angående ventilationen.

Undersøgelsen bliver offentliggjort ved det arrangement, der finder sted på Christiansborg på 'lille grundlovsdag'. Her skal også uddeles en pris til nogle, der gør noget ved børnenes arbejdsmiljø.

Arrangører af 'lille grundlovsdag' er Kvindeligt Arbejderforbund, HK, Pædagogmedhjælper Forbundet - PMF, Forbundet for Pædagoger og Klubfolk - BUPL og Danmarks Lærerforening. På dagen er også arrangeret mange lokale aktiviteter.