Debat

Den blinde vinkel

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Kend din folkeskole' fra Kommunernes Landsforening fortjener at blive vurderet ud fra dens talbehandlingsmetoder.

I massemedierne er det et tilbagevendende problem, at professionelle læreres arbejde sammenblandes med helt andre professioners arbejde. Derved bliver lærerprofessionen den tilbagevendende hadegruppe, når nogen har brug for fjendebilleder.

'Kend din folkeskole' leverer en model for en del af omkostningsstrukturen for et folkeskoleområde (side 54). Opstillingsformen er sober og giver mulighed for en demokratisk debat, hvor det er muligt at stille spørgsmål til effekten af de enkelte omkostningsarter.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Men udgivelsen er et kommunalpolitisk oplæg og indeholder en række subjektive vurderinger over en ellers seriøs model. For eksempel foreslås det (side 8-9), at en omprioritering af lærerlønnen skal finansiere 'fremtidige udfordringer'. En nærlæsning viser, at det omtågede begreb dækker over bygninger, bøger, informationsteknologi og administration. Sammenblandingen af fordækt tale og objektive data er metodisk noget rod.

Det andet problemkompleks er nøgletallet elev/lærer-ratio. Der indgår i begrebet elev/lærer-ratio en række parametre, hvor det er muligt at beskrive parametrenes indbyrdes sammenhæng gennem en matematisk lovmæssighed. Denne lovmæssighed fandt jeg i 1994 (efter at have ledt efter den i seks år), og jeg har senere vurderet de økonomiske analyser, der er fremkommet omkring skoleforhold.

Det viser sig, at samtlige økonomiske analyser arbejder med 'blinde vinkler', hvor mindst en parameter holdes uden for undersøgelsesfeltet. Netop på grund af denne fejl i beskrivelsesmetoden gives der i de hidtidige analyser over folkeskolen et forvrænget billede af virkeligheden. 'Kend din folkeskole' er ikke opmærksom på 'den blinde vinkel' og får derfor ikke gjort noget ved det forvrængede billede.

Elev/lærer-ratio-begrebet indeholder en matematisk æstetik, der skulle gøre det muligt at gøre begrebet til en del af den demokratiske diskussion. Det er fremtidens væsentligste udfordring at udvikle beskrivelsesmetoder til skoleforhold, så den demokratiske diskussion kan foregå på grundlag af seriøse og lødige oplæg.

Intentionen i 'Kend din folkeskole' er god nok, men som allerede titlen antyder, er der for megen religiøsitet (klassisk græsk i kaotisk udgave) og for lidt viden.

Birgitte Borgen Marcussen

Gentofte