Råd om kompetence

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Næppe har Lars Kolind forladt direktørposten i Oticon, før han sætter sig i spidsen for Kompetencerådet - en nyoprettet institution, som er etableret af en række førende virksomheder, interesseorganisationer og offentlige myndigheder, som tilsammen udgøre et såkaldt Kompetencenetværk. Initiativtageren er chefredaktør Erik Rasmussen fra Ugebrevet Mandag Morgen.

Foruden Lars Kolind består rådet af professor Majken Schultz fra Handelshøjskolen i København, direktør Niels Christian Nielsen, Dansk Teknologisk Institut, direktør Ulla Adolf fra Bedriftssundhedstjenesten i Vejle, professor Per Schultz Jørgensen, Danmarks Lærerhøjskole, og rektor Uffe Elbæk, Kaospiloterne.

Menneskenes ressourcer er de afgørende for, hvordan Danmark klarer sig i fremtiden, og Kompetencerådet er tænkt som videnssamfundets svar på Det Økonomiske Råd, sagde Erik Rasmussen mandag på en pressekonference på Maglegårdsskolen i Hellerup. Vismændene skal hvert år udarbejde en rapport, der analyserer en række nationale problemstillinger om kompetenceudvikling. Kompetencenetværket, hvor også Danmarks Lærerforening er med, skal fungere som tænketank for vismændene, men rådet er uafhængigt af netværket.