Næstformand for Danmarks Lærerforening Tom Egholm udtaler til Folkeskolen (nummer 19/20), at det nye lovforslag om betaling for lejrskoler og skolerejser ikke kun løser nogle gamle problemer, men også skaber nogle nye.

Tom Egholm har ret i, at lovforslaget ikke løser alle problemer, men jeg kan nu kun fåøje på et problem, der kan betegnes som nyt: Der vil ikke kunne aflægges regnskab for de penge, som forældrene frivilligt og anonymt indbetaler til klassens kollektive rejsekasse.

Læreren vil således ikke kunne forsvare sig, hvis han skulle blive beskyldt for at have taget af kassen. Konsekvensen heraf må vel blive, at Danmarks Lærerforening anbefaler sine medlemmer ikke at forestå sådanne pengekasser. Skal skolen overhovedet stå for dem, må de henhøre naturligt under skolens administration, det vil sige ledelsen og skolens kontor.

De resterende problemer beror først og fremmest på den enkelte lærers konduite eller mangel på samme. Hele historien in mente ikke særligt betryggende, med skam at melde.

Helt afgørende er det imidlertid, at vi nu får en lovtekst, der fastslår, at skolen ikke må udelukke elever fra deltagelse i skolerejser på grund af manglende betaling. Det har skolen ganske vist aldrig måttet, men det har både ministerium og kommuner blæst højt og flot på- med Danmarks Lærerforenings stiltiende accept.

Bortset fra Folkeskolens redaktion har Danmarks Lærerforening med hele sit kæmpeapparat dukket sig eftertrykkeligt i slagsmålet om brugerbetaling i folkeskolen.

Skal Tom Egholms blandede modtagelse af ministerens lovforslag tages som udtryk for en ny og mere offensiv linje fra hovedstyrelsen i denne sag, er der grund til at glæde sig. Bedre sent end aldrig.

Niels Christian Sauer

Karlebo