Kommunernes Landsforening (KL) er i færd med et større udredningsarbejde vedrørende det økonomiske pres på folkeskolen. KL har i den anledning udsendt vejledninger til kommunalbestyrelserne. Heri opfordrer man blandt andet politikerne til at fokusere på kvaliteten af skolens faglighed. Det vil sige undervisningen. Børnene skal have mere undervisningstid, hedder det.

I denne diskussion er nu inddraget specialundervisningen, idet KL udtrykker bekymring over, at ressourceforbruget er for opadgående ikke mindst til de mest belastede børn, der har behov for en mere vidtgående specialundervisning.

Man kan naturligvis ikke klandre arbejdsgiverne for at have en interesse i at gennemføre 'cost-benefit-analyser' for på den måde at få klarhed over, om man 'får noget for pengene'. Og det er også fuldt legitimt at undersøge kvaliteten af en given ydelse, her specialundervisningen. Men sådanne analyser er stærkt problematiske, når udgangspunktet er at finde frem til, hvor og hvor meget man kan spare. Og analyserne vil ofte føre frem til fejlagtige konklusioner, fordi de baseres på et forkert og ahistorisk grundlag.

Specialundervisningens omfang er begrundet i mange forhold. Men i den aktuelle debat er især to forhold af betydning: Elevgrundlaget og graden af skolens boglighed.

Den tidlige opvækst i daginstitutionen og hjemmet skaber en væsentlig del af det potentiale, som børnene møder med på den første skoledag, og har derfor afgørende betydning for det enkelte barns adfærd og hele sociale kompetence. Som en ganske ny undersøgelse om 'urolige elever i folkeskolen' dokumenterer, er der ingen tvivl om, at man i skolen står med hidtil usete vanskeligheder i arbejdet og samværet med børnene.

Lærerne kan dog med et aktivt engagement i mange tilfælde gøre deres til, at skolen bliver såvel et lære- som et værested. Man kan og bør naturligvis drøfte forebyggelse, men indtil en sådan slår igennem, må man her og nu løse problemer med hensyn til opdragelse og samvær ved blandt andet at iværksætte en særlig specialpædagogisk indsats.

Skolen er indiskutabelt mere boglig end nogensinde. Man prioriterer i undervisningen stort set udelukkende børns intelligens for det sproglige og det logisk-matematiske. At postulere, at skolen er legende og, som nogen hævder, 'lallende', er noget vrøvl og helt klart en forvanskning af historiske facts. Om end intentionerne i skoleloven var atter en gang at gøre skolen bredere i sit sigte, at tage udgangspunkt i det enkelte 'hele' barn, må det i dag konstateres, at ikke mindst den megen debat om danske børns læseevne atter har gjort skolen mere boglig. Nu skal der mere læring til, for kun på den måde rustes børnene til fremtiden, lyder argumentet!

Men uanset hvad betyder det større faglige pres, at konkurrencen i skolen skærpes. Det medfører automatisk, at en større del af børnene får behov for en ekstra støtte. Uden den vil de så at sige 'falde af i svinget'. Det er derfor vigtigt, at kommunalpolitikerne får øjnene op for den indlysende sammenhæng mellem deres eget ønske om mere boglighed i skolen og et eventuelt stigende behov for specialundervisning.

Man kan frygte, at der bag KL's interesse for specialundervisningen ligger et ønske om at finansiere flere undervisningstimer i almenundervisningen ved at overføre timer fra specialundervisningen. Derved kommer man til at tage vigtige ressourcer fra de, der har allermest behov, eller sagt på en anden måde: de svageste børn skal betale for bedre undervisning til flertallet der, når alt kommer til alt, stor set nok skal klare sig!

John Aasted Halse er cand.pæd.psych., formand for Landsorganisationen Børns Vilkår