Højere klassekvotient, mindre Ø-tid, sammenlægning af skoler og mindre brug af specialundervisning. Det er nogle af de værktøjer, som Kommunernes Landsforening (KL) lancerer i en ny pjece med titlen 'Kend din folkeskole - eftersyn af ressourceforbrug - styringsmæssige udfordringer'.

Den konkrete udfordring, som kommunerne står over for, er, at de frem til år 2005 skal modtage 100.000 nye folkeskoleelever. Det svarer til en stigning på 20 procent.

Ifølge Kommunernes Landsforening vil et uændret serviceniveau medføre en udgift, som er fire milliarder kroner større end i dag. Oven i det beløb kommer så udgifter til nybygninger og renoveringer samt investering i informationsteknologi og andre undervisningsmidler.

Pjecen angiver, som titlen antyder, hvordan man foretager grundige økonomiske analyser af skolevæsenet. Derfor skal man måske heller ikke være overrasket over, at der i forbindelse med specialundervisning nævnes begreber som stordriftsfordele og mobile lærerstillinger, som kan 'give større fleksibilitet og optimal udnyttelse af lærerkapaciteten'.

Formand for Kommunernes Landsforening Anker Boye (Socialdemokratiet) forklarer udspillet med, at Landsforeningen ønsker at stimulere diskussionen i kommunalbestyrelserne. Han afviser, at redskaberne lægger op til en nedskæring på folkeskoleområdet.

- Vi er i en situation, hvor regeringen og Folketinget vil have en lavere vækst i den offentlige sektor, og det er vi nødt til at tage bestik af. Det handler ikke om at skulle skære ned på folkeskolen. Det handler om at skulle undervise flere børn for en lavere omkostning per elev.

- Indirekte bliver det jo en nedskæring.

- Det kan jeg ikke acceptere, at du siger, for der skal tilføres flere ressourcer til folkeskolen. Men omkostningen per elev skal være lavere end det, vi ser i dag, så der er ikke tale om en nedskæring.

Højere klassekvotient

Anker Boye understreger, at der er mange penge at spare ved at hæve klassekvotienten.

- Hvis man har en klassekvotient på 18,7 og regulerer op til 19 elever, så kan det godt være, at man i den enkelte kommune skulle sige, at I får 40.000 kroner til hver af de 18 elever, men den 19. elev får I kun 10.000 eller 15.000 kroner for. Jeg vil påstå, at det ikke vil gå voldsomt ud over kvaliteten i undervisningen.

- Kommuner, som i forvejen har en høj klassekvotient, kan selvfølgelig ikke anvende det princip. Men der kunne man måske tildele ressourcer efter antallet af klasser, så ressourceforbruget ikke automatisk stiger i takt med antallet af elever.

Kvaliteten berøres ikke

- Hvad er dit bud på de forskellige redskabers konsekvens for kvaliteten i undervisningen?

- Mit bud er, at man skal prioritere folkeskolens kerneydelser, som er undervisning i grundfagene.

I anbefaler mere U-tid på bekostning af Ø-tiden. Kan det ikke meget let betyde, at eleverne kun modtager undervisning i klasseværelset og ikke kommer ud i virkeligheden?

- Jeg skal ikke afvise, at der vil være nogle skoler, som kommer på en ekskursion færre end tidligere. Men spørgsmålet er, om skolens kerneydelse er ekskursion eller danskundervisning? Efter min opfattelse er det danskundervisning.

I Danmarks Lærerforening ser man ingen problemer i, at kommunerne opfordres til at kigge nærmere på, hvordan de bruger pengene på folkeskoleområdet. Cheføkonom Steen Frandsen siger:

- I pjecen siger KL, at kommunerne skal sikre sammenhæng mellem mål, opgaver, midler og økonomi, og det har vi efterlyst mange gange. Hvis man bruger sparekataloget sobert ude i kommunerne, vil man hurtigt opdage, at man på landsbasis ikke kan få 100.000 flere elever ind i folkeskolen uden store kvalitetsforringelser, hvis ikke der tilføres flere ressourcer.

Han efterlyser dog en klargørelse af de sociale og pædagogiske konsekvenser ved brugen af de enkelte værktøjer.

- For eksempel bliver der ikke peget på, hvilke sociale og pædagogiske konsekvenser det har, hvis man flytter ressourcer fra Ø-tid til U-tid. Det er vigtigt, at man vurderer det lokalt.

At forhøje klassekvotienten kan også have konsekvenser, som ifølge Steen Frandsen ligger langt fra den virkelighed, som både kommunerne og forældre ønsker sig.

- Man kan ændre skolestrukturen, så man når op på en højere klassekvotient, men det vil ofte betyde, at nogle kommuner må opgive det frie skolevalg og nedlægge små skoler.

Grænser for pilleri

Fra regeringspartierne er det også højere klassekvotienter, der er første bud på at få regnskabet til at gå op.

- Det kan ikke lade sig gøre at optage 100.000 flere elever i folkeskolen, uden at budgetterne vil vokse, men udgifterne per elev kan måske holdes i ave. Her i begyndelsen kan man sænke udgiften per elev ved at hæve den gennemsnitlige klassekvotient fra de nuværende 18,4 til måske 19,4 eller 19,7, siger medlem af Folketingets uddannelsesudvalg Hans Peter Baadsgaard, Socialdemokratiet.

- Klassekvotienten kan hæves, hvor der er færre elever end gennemsnittet, men processen bliver vanskelig i de mange kommuner med små skoler, mener han. Specialundervisningen vil den socialdemokratiske uddannelsespolitiker gerne være med til at spare på, men ikke de steder, hvor den er en hjælp til de dårligst stillede elever. Målet er, at 95 procent af en årgang skal have en ungdomsuddannelse. Derfor skal folkeskolen fortsat kunne yde en god støtte til eleverne.

- Fastlæggelse af Ø-tiden er et overenskomstspørgsmål, som Folketinget ikke skal blande sig i, men måske kan der ske en rationalisering, siger Hans Peter Baadsgaard forsigtigt, og det radikale folketingsmedlem Dorit Myltoft er enig. Folketinget skal ikke blande sig i Ø-tiden, og hvis man, som hendes parti gør, lægger vægt på samarbejde i lærerteam, er der grænser for, hvor meget der kan pilles ved den, mener hun.

- Specialundervisningen skal ikke bruges til at skabe homogene klasser på et højt niveau, men den må heller ikke forringes, så det går ud over de svageste elever. Der er brug for en nuanceret stillingtagen, mener hun.

Om KL-udspillet generelt siger Dorit Myltoft:

- Vi har en kommunal folkeskole, og dermed er det et kommunalt ansvar at få den til at fungere økonomisk, men det er ikke det første sted, man bør finde besparelser.

Der må være grænser

Landsformanden for Skole og Samfund, Birgitte Bjerregaard, har endnu ikke læst KL's pjece, men organisationens hovedbestyrelse har netop diskuteret sagen.

- Vi vil ikke gå med til besparelser på folkeskoleområdet. Børnene skal ikke betale prisen for, at elevtallet stiger. Det kan ikke komme bag på kommunerne. Det er en dårlig undskyldning for besparelser, der vil banke folkeskolen tilbage til den sorte skole. Der er grænser for, hvor store udgifter kommunerne kan bære. Staten må gå med i det økonomiske, siger hun.

Jan Kaare er freelancejournalist