Den er begyndt at titte frem gennem revner i forløjethedens propagandapanser omkring folkeskoleloven. Og sandheden er, at stadig flere børn ikke kan følge med i folkeskolen. Det har stået i avisen, og det er ganske vist. Og kommunerne ømmer sig over de heraf følgende stigende milliardudgifter.

Selvfølgelig skal vi vanen tro vejen over jeremiaderne over samfundets stigende krav til skoler og børn og også en forholdsvis ny én om lærernes større dygtighed til at opspore de svage tidligt. En udvist professionel dygtighed, som undervisningsministeren i en kronik tolker som tegn på lærernes større magtesløshed. Ak ja, forkludretheden fejrer stadig triumfer i de højere luftlag.

Men så dukker formanden for Børns Vilkår, John Aasted Halse, op og meddeler i aviser og tv, at årsagen til taberfænomenet skal søges i den øgede faglighed i skolen. Og så lurer den farlige sandhed lige om hjørnet. For hidtil har det sandt at sige ikke været god tone at pege på den udelte skoles totale uforenelighed med faglig vidensformidling. Stik imod den socialdemokratiske udeltheds ensgørende middelmådighedsideal tilgodeser ideologisk forkert sammenskruede lærere altså stadig de bogligt velbegavede outsidere for meget. Og som ideologisk rettroende går Halse derfor til angreb ikke mod udeltheden, men mod fagligheden og dermed mod enhver skoles eksistensberettigelse.

For så moden er tiden heller ikke, at nogen kunne drømme om at anfægte det udelthedsdogme, der i sit middelmådighedsstræb gør både svage og stærke til tabere. Socialdemokratismens totalitære, menneskeforagtende tese om at ingen må lære, hvad alle ikke kan lære, skal stadig holdes i hævd, også selv om fagligheden forsvinder, og undervisningen forvandles til ligegyldigt tidsfordriv.

Vagn Madsen

Brønderslev