De grønlandske skoleelever lever i en brydningstid mellem traditionerne i den gamle fangerkultur og det moderne informationsteknologisamfunds bud på den globale teenager. Det giver den grønlandske folkeskole et ekstraordinært stort behov for dygtige lærere, der kan hjælpe eleverne på vej, men tværtimod er skolerne underbemandede og materialerne mangelfulde.

- Det er svært nok at være teenager i Danmark, men i Grønland står de unge midt mellem værdierne fra deres gamle fangerkultur og alt det flimmer, som satellitter og tv sender ned over dem. Forleden mødte jeg en af mine elever, som lige havde fanget en sæl ude på indlandsisen. Det er bare noget, han gør, for det er en del af hans identitet. Samtidig sidder han nede på biblioteket og chatter på Internettet om aftenen, siger Anders Stenbakken.

I fire år har han været lærer på Tasiilaq Skole påØstkysten, hvor han blandt andet underviser 8. klasse i dansk, orienteringsfag og kristendom. Desuden underviser han i 10. og 11. klasse og i en særlig klasse med dansk- og dobbeltsprogede elever. Skolen har 450 elever, og kun 22 af de knap 40 lærere er læreruddannede. Resten fungerer som timelærere, der underviser i alle fag undtagen dansk.

- Adgangen til den moderne teknologi skaber et behov for en anden levevis. Ligesom i Danmark drømmer de unge grønlændere om et godt og spændende job, der kan gøre dem økonomisk uafhængige, så de kan rejse rundt i verden og opleve eksotiske steder. Men mange af dem ved ikke, hvad de skal gøre for at få deres ønsker for fremtiden opfyldt. Deres familier har ingen boglige traditioner, ja, mange har ikke en eneste bog i hjemmet, siger Anders Stenbakken.

Hjemmene kan sagtens være velfungerende af den grund, men det betyder, at forældrene ikke bakker op om børnenes skolegang.

- Børnene bliver ikke hjemmefra sporet ind på, hvad det kræver af dem at blive læge, stewardesse, edb-ekspert, eller hvad de nu har lyst til, siger Anders Stenbakken.

Skolens krumtap

På få hundrede år har Grønland været gennem en udvikling, som andre vesteuropæiske samfund har været 1.000 år om at skabe. Det giver en masse støj på linierne mellem generationerne i de enkelte familier.

- De unge er meget forvirrede. På den ene side er de dybt overtroiske. Grønlænderne tror påånder, dæmoner og spøgelser, og det er umuligt at forklare dem, at de ikke findes, for overtroen er et led i deres gamle kultur. På den anden side forsøger de unge at leve op til idealet om den globale teenager, der rejser rundt i verden og prøver sine grænser af ved at springe i bungy jump og bestige Mount Everest. Der er et gab på 1.500 år mellem de to størrelser, og man kan ikke uden videre opdatere sin folkesjæl, siger Anders Stenbakken.

- Derfor er det vigtigt, at eleverne har gode lærere, som kan give dem en solid og nuanceret undervisning, og som kan drage omsorg for dem, siger Anders Stenbakken.

- Men dygtige lærere gør det ikke alene. Vi skal også have nye undervisningsmaterialer. Vores lærebøger i orienteringsfag er urgamle. Mange af dem er fra før, hjemmestyret blev indført i 1979, så jeg er nødt til at kopiere tekster andre steder fra. Det må de andre lærere også gøre. Kopimaskinen er skolens krumtap, så hvis den går i stykker, er vi på den, siger Anders Stenbakken.

Samtidig er langt de fleste undervisningsmaterialer danske. Det gør det svært at finde tekster, der stimulerer elevernes fantasi, og som samtidig er på et niveau, de kan læse.

- I 8. klasse må jeg bruge den danske udgave af 'Skriftligt for 4. og 5. klasse', men bogen er ikke skabt til elever, der har dansk som fremmedsprog. Den indeholder en masse begreber, som slet ikke eksisterer i elevernes bevidsthed, for eksempel ord, der knytter sig til skov, eng og landbrug. Hvordan skal grønlandske elever forholde sig til et ord som mejetærsker, spørger Anders Stenbakken.

Der er dog også lyspunkter i mørket. Han har netop fået en ny biologibog om den grønlandske fauna og flora.

- Bogen og billederne beskriver en verden, som eleverne kender, så den tager jeg også afsæt i, når vi skal bøje udsagnsord i dansk, siger Anders Stenbakken og undrer sig over, at politikerne stort set har kopieret de danske læseplaner.

- Det er, som om de ikke accepterer, at elevernes forudsætninger er anderledes end danske elevers. Derfor halser vi hele tiden bagefter for at nå gennem læseplanen, siger Anders Stenbakken.

Lærermangel rammer skævt

De tyndt befolkede kommuner påØstkysten har langt større mangel på uddannede lærere end på Vestkysten.

I visse østgrønlandske kommuner har kun halvdelen af lærerne en fortid på et seminarium, så det er normalt, at de uddannede lærerer læser mellem otte og 11 overtimer om ugen oven i de 27 skemalagte timer, de har i forvejen.

- Det er utåleligt at blive ved med at læse alle de overtimer. Vi når ikke at gøre undervisningen særlig spændende. Det kniber også med at få tid til at samarbejde med forældrene. Det kan ingen af os være tjent med, siger Anders Stenbakken.

Eleverne i øst har ellers et særligt stort behov for uddannede lærere, fordi deres sprog er meget forskelligt fra det vestgrønlandske. Samtidig er der mange dialekter.

-Østgrønlandsk findes kun som talesprog, og da der kun bor 4.000 mennesker påØstkysten, er hele samfundet gearet mod vest. Eleverne skal lære både at tale og skrive på vestgrønlandsk, når de begynder i 2. klasse. Her begynder de også at lære dansk, så de får to sprog præsenteret påén gang. Det kræver selvsagt, at de har gode lærere, siger Anders Stenbakken.

Sproget volder især problemer for de elever, der kommer ind fra bygderne for at gå i 10. og 11. klasse, fordi mange af dem ikke har haft danske lærere. Ofte bor der slet ikke danskere i de små bygder påØstkysten.

- Eleverne kan være dygtige i fag som grønlandsk og matematik, men i det øjeblik, de får en dansk lærer, kommer de til at virke svage, fordi de ikke forstår, hvad han siger. Og vi har ikke tid til at stoppe op ret mange gange og forklare det hele en gang til, for så når vi ikke igennem læseplanen, siger den 36-årige lærer, der mener, at det er umuligt at gøre noget ved det problem.

- De fleste elever affinder sig med skæbnen, og mange af dem vender tilbage til bygderne. Men hvis de først får smag på den livsform, som Internettet byder på, så ender det med en nedtur, fordi de ikke kan få fat i de slikpinde, de kan se i vinduet, siger Anders Stenbakken.

Korslagte arme

Anders Stenbakken forsøger at lære sine elever at se sig selv på en mere nuanceret måde. Men det er vanskeligt.

- Sproget og undervisningsmaterialerne gør, at jeg har svært ved at forklare tingene tilstrækkeligt nuancerede. Hvis vi var flere lærere, skulle vi ikke undervise i så mange timer, og så kunne vi give eleverne en langt bedre skolegang, siger Anders Stenbakken.

- Men vi får sværere og sværere ved at fylde det tomrum ud, Landsstyret efterlader os i, fordi politikerne prioriterer folkeskolen så lavt, siger Anders Stenbakken, der ikke kan forstå, at politikerne har turdet lade konflikterne med Danmarks Lærerforening og Grønlands Lærerforening løbe så længe.

- Hvis politikerne føler, at de har et ansvar for deres land, må de røre på sig. Når man ikke er flere end 55.000 mennesker i et land, skal befolkningen uddannes. Derfor er det grotesk, at politikerne har siddet med korslagte arme og ventet på, hvem der havde de stærkeste nerver i konflikten. De burde have bidt deres stolthed i sig og være gået til forhandlingsbordet for længe siden, siger Anders Stenbakken, der mener, at det er meget lidt visionært, at Grønland ikke satser mere på sin ungdom.

- Folkeskolens største problem er, at der ikke er særlig mange uddannede grønlandske lærere. De kan alt andet lige forklare tingene bedre på grønlandsk, end vi kan på dansk. Men det kræver, at Grønland sørger for at give børnene en ordentlig skolegang, så de kan læse videre til selv at blive lærere, siger Anders Stenbakken.

Det problem vedrører ikke kun folkeskolen. Grønland mangler kvalificeret arbejdskraft i mange andre fag.

- Der er mange arbejdsløse grønlændere, men ofte er hjemmestyret nødt til at ansætte danskere på de betydningsfulde poster, fordi grønlænderne ikke er uddannet godt nok. Hvis landet skal være selvstændigt, er det ikke nok, at grønlænderne finder guld eller olie. Befolkningen skal være uddannet til selv at styre deres samfund, siger Anders Stenbakken.

Henrik Stanek er freelancejournalist

- Hvis først børnene får smag for den livsform, som internettet byder på, så ender det for mange af dem med en nedtur, når de vender tilbage til bygderne, siger Anders Stenbakken.