Debat

En offensiv lærerforening

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kredsstyrelsen i kreds 13 er af den opfattelse, at Danmarks Lærerforening bør være mere synlig i mediebilledet. Danmarks Lærerforening skal markedsføre vores politik bedre. Foreningens gennemslagskraft skal være større i både skrift og tale.

Temaet var til debat på vores generalforsamling i marts, hvor kredsstyrelsens opfattelse fik fuld opbakning fra generalforsamlingen.

DLF skal være til stede og på forkant med situationen. Gerne via en 'medieperson' med kompetence til at udtale sig - en person, der hurtigt og offensivt kan skabe god pressekontakt og formidle foreningens synspunkter og holdninger på en enkel og tydelig måde. Eller sagt med andre ord: lave nogle rigtige 'kioskbaskere'.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vi oplever alt for ofte, at når politikere eller andre er på banen med kritik eller i det hele taget fører sig frem med synspunkter på vores undervisning, lærerne og skolen, så står foreningen ude på sidelinjen.

Lærerne i folkeskolen yder et kvalificeret og professionelt arbejde. Vi hilser derfor det initiativ velkomment, som DLF har taget i forbindelse med etablering af en kvalitets-database til indsatsområdet 'Kvalitetsudvikling i folkeskolen - i dialog'.

Formålet med denne er jo blandt andet at gøre det muligt for kredsene og foreningen centralt at handle mere offensivt i forhold til det generelle mediebillede.

Nu mangler vi bare en eller flere personer, der kan stille sig midt i dette mediebillede og fylde det helt ud.

Ulla Erlandsen

Kastrup