Uddannelsespolitik i EU - fra begyndelsen til nu

Lang tradition for samarbejde på uddannelsesområdet i EU

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fra begyndelsen var Det Europæiske Fællesskab primært et økonomisk samarbejde. Uddannelsesområdet var derfor kun vigtigt set som et led i arbejdskraftens fri bevægelighed.

Rom-traktaten gav Fællesskabet mulighed for at beslutte en række principper for erhvervsuddannelsespolitikken. Det skete i 1963 efter artikel 128 - en tekst, hvis formulering var uklar, og som helt frem til Maastricht-traktaten gentagne gange gav diskussion dels om EF's kompetence på uddannelsesområdet, dels om afgrænsningen til det almene uddannelsesområde.

Domstolen afgjorde således i 1985, at højere uddannelse for en stor del også var erhvervsuddannelse og dermed omfattet af EF's kompetencer i artikel 128.

Vi skal helt frem til 1970'erne, før der blev indledt et egentligt uddannelsespolitisk samarbejde mellem medlemsstaterne.

Rådet vedtog i 1976 'Handlingsprogrammet for Samarbejde på Uddannelsesområdet'. Dette program tog primært sigte på de dårligst stillede grupper som handicappede, unge kvinder og immigranter. I første halvdel af 80'erne blev der sat handlingsprogrammer i gang og nedsat ekspertudvalg omkring temaer som: Handicappedes integration i skolen, funktionel analfabetisme, fremmedsprogsundervisning, indvandrerbørns undervisning, ny informationsteknologi og ligestilling.

Aktiviteterne omfattede hovedsagelig udveksling af information og erfaringer, ekspertmøder og fælles forskningsprojekter, studiebesøg og fælles pilotprojekter.

Den sociale dimension

Uddannelsessamarbejdet ændrede tydeligt karakter i midten af 80'erne. Kravet om et Borgernes Europa var på dagsordenen. Det var nu ikke bare den økonomiske dimension, der skulle udvikles. Det skulle den sociale dimension også.

I 1985 besluttede Ministerrådet at bakke op bag tankerne om et Borgernes Europa, og i 1987 vedtog Rådet en uddannelsespolitisk målsætning. I denne gør Ministerrådet sig til talsmand for, at alle unge skal have tilbudt mindst to års uddannelse oven i den obligatoriske undervisning.

Målsætningen var grundlaget for en række store programmer, der blev iværksat i slutningen af 80'erne.

Dertil kom udviklingen hen imod Det Indre Marked, som medførte krav om større muligheder for mobilitet. I 1989 vedtog Ministerrådet hovedmålene for EF-politikken på uddannelsesområdet frem mod Det Indre Marked i 1993.

Rådet understregede, at samarbejdet skal hvile på to hovedprincipper: Den sproglige og kulturelle forskellighed skal respekteres, og det samme skal medlemslandenes grundlæggende kompetence inden for den generelle uddannelsespolitik.

I 1988 vedtog Rådet et direktiv for at indføre gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års varighed. Samtidig startede arbejdet med europæiske meritoverførselssystemer.

I løbet af 80'erne blev de store uddannelses- og informationsnetværk Naric, Eurydice og Cedefop opbygget. En række store programmer Erasmus, Lingua, Youth for Europe med flere så dagens lys og blev forløbere for de programmer, vi kender i dag.

Harmoniseringsforbud

Diskussionen om EF's kompetence på uddannelsesområdet fortsatte i slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne. Det var fortsat svært at skelne mellem almen uddannelse og erhvervsuddannelse, og på flere områder opstod diskussioner om, hvorvidt det juridiske grundlag var i orden. Denne diskussion medførte, at uddannelsesområdet i 1992 fik et selvstændigt traktatligt grundlag i den nye Maastricht-traktat. Almen uddannelse (for eksempel folkeskolen) henførtes til artikel 126 og erhvervsuddannelse til artikel 127.

Udgangspunktet var det såkaldte nærhedsprincip, hvorefter medlemslandenes kompetencer skal respekteres. Man kan sige, at begge artikler er udtryk for et harmoniseringsforbud.

Udgangspunktet for EU's arbejde på uddannelsesområdet efter Maastricht-traktaten er derfor ikke lovgivning - men frivilligt samarbejde mellem medlemsstaterne. Dette samarbejde har til gengæld udviklet sig kraftigt, så det i dag stort set dækker hele uddannelsesområdet.

Grundstammen i samarbejdet er de store uddannelsesprogrammer Sokrates, Leonardo da Vinci og Youth for Europe. Hertil kommer en lang række andre programmer og aktiviteter, der som formål har at iværksætte fælles pilotprojekter, forskning med videre.

En nærmere uddybning af det nuværende samarbejde i EU på uddannelsesområdet findes blandt andet i pjecen 'EU og uddannelse', udarbejdet af foreningens Bruxelles-kontor. Pjecen blev sidste år sendt til alle skoler, men kan fortsat rekvireres fra foreningen.

Udgangspunktet for EU's arbejde på uddannelsesområdet efter Maastricht-traktaten er ikke lovgivning - men frivilligt samarbejde mellem medlemsstaterneAf Martin Rømer