Debat

Den totalitære lærer

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I de senere år har jeg gentagne gange måttet tage mig til mit kloge hoved og spørge mig selv: - Findes der virkelig lærere, som overhovedet ikke har forstået demokratiets væsen? - Ja, det gør der!

Med jævne mellemrum stikker de snuden frem og glammer noget om, at de gerne så nogle læserbreve bortcensureret. Med foragt og sarkasme fordømmer de andre, som giver udtryk for meninger, der er kontroversielle i forhold til de pædagogiske og politiske vinde, som blæser hen over folkeskolens hverdag.

Især to nordjyske kollegers mange læserbreve er der en del, der mener er forstyrrende for det verdensbillede, de møjsommeligt har opbygget.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Prøv en gang at kigge for eksempel de sidste 30 numre af Folkeskolen igennem og se da, hvordan der findes lærere rundt om i landet, der skamløst og frækt forsøger at latterliggøre engagerede kolleger, der tager skolens virkelighed alvorligt. - Så alvorligt, at de vover at give udtryk for det.

Det er ikke indholdet, man kaster sig over - næh - det er dels, at de skriver så ofte, dels deres kreative sprog, som en totalitær lærer naturligvis ikke kan acceptere. - Sådanne systemkritikere og afvigere skal fornuftigvis luges ud af Folkeskolens debatsider.

Tænk, at der i dagens Danmark er en så fornem repræsentation af totalitære lærere, der har det så svært med ytringsfriheden, at de end ikke kan unde andre at få læserbreve optaget i Folkeskolen.

Desværre viser historien eksempler på, hvordan både præster og lærere har været villige redskaber i totalitære styreformers hænder.

Man kunne godt forbyde andre at give udtryk for deres meninger, men så skal man ikke bilde sig ind, at man har demokrati. Så har man noget helt andet.

Erik Kjelgaard

Holeby

Powered by Labrador CMS