'En dansk lærer skal have kendskab til omkring 100 elever, mens en newzealandsk lærer blot skal kende 30', fortæller læseforsker Erik Håkonsson i Folkeskolen nummer 14. Og vist er det, at nævnte elevtal volder problemer hos os, fordi vi har indrettet vores folkeskole så udelt, at lærerne er nødt til at gå helt ind under huden på hver enkelt elev og fingerere ved personligheden for i den umuliggjorte undervisningsdifferentierings navn at prøve at praktisere 20 forskellige undervisninger på 45 minutter. Men vi er jo selv skyld i det. Vi kunne blot have bibeholdt den delte skole fra før 1975, hvor det virkeligt var muligt for lærerne at undervise i anstændig afstand til eleverne uden at skulle etablere 20 små personlighedsovergramsende behandlersituationer. Vi har selv fuldt bevidst og med vidt åbne øjne manøvreret os ind i en skoleform, der frem for undervisning skal tilgodese en politisk drøm om et samfundsideologisk eksperiment.

Erik Håkonsson ved ikke rigtigt, hvordan vi løser vore problemer. Nej, for han vil ikke anfægte den fagskyende udelthed. Men han ved, at vores skolestruktur er en overvejelse værd, hvorefter han causerer over lærernes mange fag og det uhensigtsmæssige i 45-minutters lektioner i stedet for over den skolestruktur, der i undervisningsmæssig henseende er som en hellig ko i Bombays trafikmylder.

Vagn Madsen

Brønderslev