Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
'Fanden på væggen' er titlen på Anne Knudsens indlæg i debatten om Amsterdam-traktaten. Skal vi nu igen trues til et ja ligesom i 1972, da man truede med stigende priser og arbejdsløshed uden for EF?
Hvad mon Anne Knudsen nu har på tapetet, tænker vi med bogen i hånden. Kan der mon hentes inspiration til personlige overvejelser om ja eller nej den 28. maj?
Vi blev først og fremmest provokeret af Anne Knudsens måde at argumentere på. Nogle eksempler:
1) En tilbøjelighed til at udpege modparter og generelt tillægge dem synspunkter, som det ikke er givet, de har - for derefter at argumentere vildt imod dem:
'Venstrefløjsmodstandere af EU mener i øjeblikket, at 'enhver stemme mod EU' er værd at samle på.'
'Venstrefløjens forbrødring med Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet.'
Begge udsagn står som problematiske postulater.
2) Trods sin videnskabelige baggrund forstår Anne Knudsen tilsyneladende ikke 'venstrefløjens' brug af dialektikken mellem teori og praksis:
'En sær modsigelse har altid præget venstrefløjens politiske tænkning: Man både argumenterer for sine synspunkter og mener samtidig, at politiske synspunkter udspringer af materielle forhold.'
Den 'sære' modsigelse ligger imidlertid også hos Anne Knudsen selv, som efter en vild argumentation mod 'venstrefløjen' selv smukt rejser kravet om dialektik: 'Der skal mere med til forklaringen end den blotte 'virkelighed' . . . Det betyder noget, hvad man siger.'
3) Med sit udefinerede venstrefløjsbegreb undlader Anne Knudsen at forholde sig til, at et Enhedsliste-nej til Amsterdam-traktaten er et helt andet nej end et nej fra Socialistisk Folkeparti (SF).
Det første er et ønske om at nedlægge EU og erstatte det med et udvidet mellemnationalt samarbejde. Et SF-nej, som partiet har udformet det, er blandt andet et ønske om at 'være med til at gøre EU til et ordentligt, demokratisk foretagende'. Noget, som Anne Knudsen selv argumenterer for, at der er hårdt brug for.
4) At politisk inaktive kvinder får en opsang, synes vi er fint. Men måden, Anne Knudsen gør det på, er hverken fin eller saglig. Der er tale om en grov nedgøring af offentligt ansatte kvinder:
'Den særlige danske måde at bruge 'hjertet' på i politisk argumentation er fremmed for de allerfleste europæere uden for de nazi-inspirerede bevægelser' - 'Forestillingen om, at følelser er mere sande end tanker, er heller ikke i Danmark gangbar uden for netop de særlige ghettoer, hvor hovedparten af de offentligt ansatte kvinder har deres arbejde.'
Anne Knudsens opfattelse af et skisma mellem fornuft og følelser med opprioritering af det første og forkastelse af det andet som helt uden ret til at være medbestemmende om politiske standpunkter, står i stærk modsætning til Anne Knudsens blindhed over for egne følelsers og præferencers gennemslag i teksten.
Og det afslører Anne Knudsens manglende viden om, at etisk argumentation er mulig, og om, at følelser godt kan være rationelle. Det er for eksempel fornuftigt at føle omsorg og ansvar for både naturen, mennesker, miljø, eget sprog og egenkultur.
Amsterdam-traktaten? - Nej, den handler bogen simpelthen ikke om.
Så læs hellere traktaten, selv om den ikke er nær så underholdende.
Anne-Mette Kruse er kønsforsker og medlem af Junibevægelsen
Gudrun Pedersen er nyligt afgået byrådsmedlem for SF-Hinnerup
