Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Det er lærernes skyld

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som tredjeårsstuderende har man det privilegium at have oplevet forskellige folkeskoler indefra. Og når man har været 23 år i det private erhverv og er far til to, bør man vist blande sig i debatten.

I lærere, der er i undervisning, er forsigtige med at øve kritik af forholdene i jobbet. Jeg forstår jer godt. Enhver kritik føles som en boomerang, der vender tilbage til kritikeren efter en tur i det tomme rum. Dels er forholdet til elevernes forældre på spil, dels er det et arbejde, der kun fungerer, når man fokuserer på det mulige og fortrænger det umulige. I alle mine praktikker møder jeg engagerede lærere, der er ved at knokle deres bare ud af bukserne i forsøg på at realisere krav/ønsker til undervisning og skole.

Man er som underviser føstehåndsvidne til udviklingen i det danske samfund og skal samtidig lægge øre til misforståelser af sammenhænge, der skriger til himmelen i deres tåbelighed. Og oveni leve med en dårlig samvittighed over, at der kun er 24 timer i et døgn. I arbejder jo reelt mere, end man gør i andre erhverv - mennesker, så råb dog op!

Nu truer de jeres forberedelsestid, der reelt er det halve af behovet.

Familien Danmark er listet af. Den bevidste forbruger er født, hvor rettighederne er i fokus og pligterne glemt. Danmark har den flittigste arbejdsstyrke i Europa. Samfundet svigter sine forældre. Forældrene svigter deres børn. Mikrochippen overtager flere og flere færdigheder. Kravene på arbejdsmarkedet øges. 15-20 procent føler sig truet af forholdene i jobbet. Børnene lærer ikke nok. Det er alt sammen lærernes skyld. Vanskelige forældre er det største problem i skolen, og de fleste lærere bruger alt for meget energi på forældrene. Jersie Skole er det hidtil grelleste eksempel, men enhver lærer har sine at trækkes med. Og så oveni den gamle sandhed, at børn er et spejl af deres forældre.

Respekten for erhvervet skal genetableres, og det kommer ikke af at resignere, at snakke forældrene efter munden eller at forholde andre sin mening - selvom det er fristende.

Vi har måske verdens bedste folkeskolelov i ryggen, der reelt vil tilgodese den enkelte elev i en enhedsskole. Vi har landets måske stærkeste fagforening, og vi har alle sammen kolleger på skolerne. Man er godt nok meget alene i jobbet, men man er ikke alene om at være det! Jo flere der tager sig sammen til at protestere, jo større er sandsynligheden for forandring.

Min opfordring er derfor at bruge ventetiden på lottogevinsten til at forbedre vilkårene for de kolleger, du forlader. Godt nok har du måske fundet en måde at få hverdagen til at fungere på i næsten umulige vilkår. Men hvor er visioner, der indebærer tid til endnu bedre undervisning? Hvor er den didaktiske drøm om en ideel undervisning? Hvor tit påpeges gabet mellem ideal og virkelighed? Hvor tit står tåbelige angreb på lærere uimodsagte? Dér kan vi sætte ind - dér ligger vores ansvar som professionelle lærere, og dér nytter det at bruge kræfter. Hvor mange af dine forældre kender dine reelle vilkår?

Fortæl forældrene, at du ikke har tid. Vis, at det er et stresset job. Sig dem imod. Protester, når de er urimelige. Luk telefonen efter klokken 16.30. Riv stikket ud i weekenden. Anskaf et stempel- eller stopur og dokumenter din lange arbejdstid. Med enige lærerkollegier og fælles holdning til forældrene vil debatten måske komme i et bare nogenlunde normalt leje. Og måske en lykkelig dag vende fra angreb til opbakning, når forældrene opdager, at vi ikke er fjender, men ligesindede med samme interesse i deres børns udvikling.

Lærerstuderende i Ballerup

Powered by Labrador CMS