Martin går i 4. klasse på Vangeboskolen i Holte. Det gør hans morfar også. I hvert fald om mandagen. I denne uge skal 4.b lave en robinsonade.

- Morfar, ved du noget om dagbøger? spørger klasselærer Hans Lund. Og morfar begynder at fortælle. Børnene sidder tryllebundet af morfars rolige stemme.

Morfar hedder Poul Erik Pedersen. Han er 65 år og på efterløn, og han har været på besøg i Martins klasse hver mandag, siden eleverne gik i børnehaveklassen.

Pelle er gået i stå i sin historie. Han rækker hånden op for at bede om hjælp. Hans Lund er optaget hos en anden elev, så det bliver morfar, der kommer til. Han sætter sig hjemmevant hos Pelle, og de to får en sludder om, hvad en robinsonade for eksempel kan indeholde. Pelle går i gang med fornyet energi.

- Jeg synes, det er rart, når morfar er her, siger Pelle.

- Det giver en dejlig ro i klassen. Lærere kan ellers godt råbe ret højt, men ikke når morfar er her. Han har sådan en rolig stemme. Han er en rigtig morfar.

Flere af de andre elever deler Pelles syn.

- Jeg er glad for, at vi har morfar, siger Carla. Hun arbejder på sin robinsonade sammen med Martin.

- Jeg har selvfølgelig min egen morfar derhjemme, men på denne her måde er det som at få en ekstra morfar. Vi har alle sammen to morfædre. Undtagen Martin. Derfor er vi andre heldigere end Martin, siger Carla.

Ikke nemmere

- Ikke hvem som helst kan komme ind i en klasse og hjælpe til som morfar, siger klasselærer Hans Lund.

- Det er vigtigt, hvis man indleder et samarbejde med en efterlønner eller pensionist, at det er et menneske, der kan stikke fingeren i jorden og se, hvordan han kan hjælpe, uden at han overtager styringen. Og det bliver ikke nødvendigvis nemmere af, at man er to.

- Poul Erik gør et stort stykke arbejde, så han skal også tages alvorligt. Det betyder, at der af og til ryger et frikvarter, så vi kan holde et møde, siger Hans Lund.

- Guldklumperne i denne klasse har et enormt kontaktbehov. Og der kan Poul Erik hjælpe. Simpelt hen ved at snakke med dem og være der for dem.

Fortroligheden er vigtig

Samarbejdet mellem skolen og Poul Erik Pedersen kom i stand ved lidt af en tilfældighed, og Hans Lund havde sine betænkeligheder i begyndelsen.

- Børn er jo meget anderledes i dag, end de var før. De støjer meget mere, og det skulle jeg forberede Poul Erik på.

Men da han stadig var interesseret, kunne samarbejdet begynde.

- På flere skoler laver man et samarbejde med ældre, der skal komme på skolen i en måneds tid, og så er det slut. Det er ikke det, jeg vil anbefale. På Vangeboskolen har en af fordelene netop været, at jeg har været der en fast dag om ugen, fortæller 'morfar'.

- På den måde vænner børnene sig til, at jeg er en del af klassen, og jeg kan i højere grad opnå den ønskede fortrolighed. Børnene kender mig, og jeg kender dem. Den kontinuitet er vigtig, siger Poul Erik Pedersen.

Kommer ikke af sig selv

- Der er mange måder at komme i kontakt med ældre på, siger Poul Erik Pedersen.

- I vores tilfælde var det mig, der tog kontakt til skolen, men det kan lige så godt gå den anden vej.

- Mange ældre har alt for god tid. De vil være lykkelige over at blive inviteret til at indgå samarbejde med en skole. Og de behøver ikke selv at have børnebørn der.

Poul Erik Pedersen foreslår, at en klasse eller en lærer, der ønsker kontakt med en ældre, simpelt hen giver de yngste elever en seddel med hjem om, at man ønsker kontakt. Hjemmene kan så selv spørge deres bedsteforældre, om de er interesseret.

- Skolen skal ikke forvente, at de ældre kommer af sig selv. De vil gerne hjælpe, men de skal inviteres til det.

- Alternativt kan man tale om det på et forældremøde.