Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Med lov skal land bygges

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nu ser det lyst ud med teamdannelsen på min skole. Helt i min ånd har vi nu levet op til lidt klog og tænksom sendrægtighed. Men i dag har jeg lige været til møde på skolen, hvor vi alle kunne fremsætte forslag. Det svirrede i luften med gode og fantasirige ideer til kommende team. Jeg var lige ved at blive helt grebet af nyskabelserne. Ikke mindst da der blev foreslået et team, der skal guide de nyansatte lærere gennem skolejunglen.

Det lød rigtigt og fik mig til at foreslå et team, der skal tage hånd om de lærere, der er på den forkerte side af de 60. Uoverkommelig ville opgaven jo aldrig blive, ihukommende hvor få der ikke tager flugten efter denne skelsættende alder. Her kunne ligge mange gode opgaver, for eksempel at lade dem være førstevælgere ved fagfordelingsmøder. Jeg mener, i et så aldersfascistisk land som vort ville det virkelig være tegn på nytænkning.

Mit forslag faldt dog helt til jorden, mens det med de unge vandt fin genklang.

Men ingen ved sine fulde fem kan heller have noget imod at tage vare på de nyansatte. Det er vigtigt at bide godt mærke i fremskridtene, når man så let får øje på derouten, tænker jeg tit. Og uvægerligt gled mine tanker tilbage til 1962, da jeg selv som ny begyndte på et stort skrummel af en skole midt i Randers by. Ensom og fortabt med mine 38 ugentlige timer, hvoraf det halve var gymnastik. Faktisk skulle jeg den første gymnastiktime selv finde vej ud til en græsplæne i et parkområde. På cykel med boldtræ, mærkepinde med mere flaksede jeg fortvivlet rundt i byens gader. Kendte jo heller ikke pigerne og vidste ikke, om det var de rigtige, jeg nu fik øje på: en kæmpeflok, der løb grinende omkring. Kun alt for hurtigt så jeg, hvad latteren gjaldt: En snes slimede kondomer spredt over græsset. Først skulle jeg så med boldtræet have dem verfet længere ind i hækken, så vi ikke skulle glide i dem under rundboldkampen. Der var ikke mange minutter tilbage, inden jeg skulle være på skolen igen til botanik i 7. Hvis jeg kunne finde den.

Skulle så ikke jeg være den første til at gå ind for et team, der guider de unge? okay, man kunne selvfølgelig også bare sådan helt naturligt hjælpe.

Det har vi forresten også altid gjort . . .

Senere på mødet blev der foreslået værre team. Jeg hørte for eksempel ordet tværfaglighedsteam nævnt. Måske en ny dosis tidsspilde og beskæftigelsesterapi, tænkte jeg og forsøgte at få ro til at døse lidt hen. Men det kan da være svært at sidde helt stille og tavs og høre på de værste ideer. Som da jeg hørte en ung lærer foreslå, at dansklæreren og matematiklæreren i de små klasser for en periode bytter roller, de roller, som man kalder arbejde. Der var ikke anden begrundelse - så vidt jeg forstod - end tværfagligheden. Jeg kikkede et kort øjeblik på den talende for at se, om det skulle være en joke. Det var det ikke. For mig svarer det lidt til, at ens øjenlæge bytter job med ens tandlæge i den ene hensigt at bryde monotonien for patienterne for en tid. Men de sære tanker er jo nok sået i dem af eksperterne.

Til sidst gik det smerteligt op for mig, at nu skulle der overhovedet ikke foreslås et eneste team mere - selv skulle jeg slet ikke have ladet mig rive med - for nu rulledes alle forslagene i en uendelig lang liste op for vore øjne på overheaden. I forvejen er mødefrekvensen kolossal. Især klumper de mange møder sig sammen lige efter efterårsferien og i november. Det er for så vidt okay, da november jo i sig selv er en truende og deprimerende måned, så lige så godt gøre den til et rent helvede. I nogle uger, når flere arbejdsdage er på 10-12 timer, kan man tilmed dårligt falde i søvn af bar overanstrengelse og ophidselse - også ved tanken om, at morgendagen vil komme til at bestå af de samme udmattende ingredienser (nej, nej, det er ikke et aldersproblem, de unge på 50 siger det samme). Flere møder fremover. Men der er ingen, der nogensinde får mig til at vakle i troen på, at det bedste, en lærer kan bruge sine kræfter på, er at levere en udhvilet, veloplagt, velforberedt og munter undervisning. Ja, undervisning. Det ser sommetider ud til at blive betragtet som en biting.

Forresten var der nogle af de unge, der foreslog et supervisionsteam. Men jeg hørte ingen foreslå et team, der kunne sørge for videoovervågning af timerne i alle klasser, så man én gang for alle kunne gribe de lærere, der driver klasseundervisning, på fersk gerning. Men det kan komme. Vi ved jo, at hvor der er en lov, er der en forbryder.

Jo, jo, vi er under stadig udvikling heroppe i de nordligste provinser.

Lærer i Hjørring

Powered by Labrador CMS