Debat

Spænd livremmen ind

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er et mageløst svar, Anni Herfort giver Jørgen K. Jacobsen i Folkeskolen nummer 10. Jeg citerer: 'kontingentet er ikke fastsat ud fra medlemmernes indkomst, men ud fra udgifterne i DLF'. Er det slet ikke faldet DLF ind, at når DLF ikke kan skaffe sine medlemmer en ordentlig løn samt indtægtsfremgang, så må DLF spænde livremmen ind og minimere sine udgifter og ikke i stedet udhule medlemmernes realløn.

Angående formandens glade henvisning til Inge Krygers brev i Folkeskolen nummer 8 om, hvad pensionister får for deres DLF-kontingent, kan jeg kun sige, at arrangementer i kredsen vel betales af kredsen samt et deltagerbeløb. Pensionistkortet koster vist ikke DLF noget, det er kun et bevis på, at man er pensionist, og reduceret pris på museer kan fås ved at vise sygesikringskortet. Fratrækning af kontingent i skatteregnskabet burde ophøre øjeblikkelig for at få medlemmerne til at gøre oprør mod en overforbrugende fagforening. Gruppelivsforsikring ved jeg intet om, men var det ikke noget, vi blev tvunget til. Jeg mener ikke, at jeg af egen fri vilje har tegnet en gruppelivsforsikring. Pensionistkurser er der vist kun ganske få af om året med lange ventelister til følge. Og så er der Folkeskolen, ja, men der er aldrig noget for og om pensionister i den. Ergo, der mangler stadig mange oplysninger om, hvad man får for sit DLF-kontingent.

Tak til Jørgen K. Jacobsen for procent- og promilletallene. Jeg tænkte slet ikke på at regne den vej også.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

E. Johannessen

Lyngby