Debat

Den store Ignorering

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 9 var der en kommentar fra en lærer, der blev syg, og som beskriver sit afskedigelsesforløb. Du spørger, om du er den eneste, hvis afsked foregik så sjusket. Hvis det kan være dig en trøst, så er svaret nej, du er ikke den eneste. Detaljerne i mit tilfælde er naturligvis anderledes end hos dig, men hovedtrækkene er de samme: en mangeårig ansættelse på samme skole, en kronisk sygdom, kampen for at passe arbejdet trods sygdommen, fyresedlen og derpå Den store Ignorering.

Min ansættelse ophørte til sommerferien 1993. Ved sommerferiefrokosten var min inspektør fyr og flamme for, at der skulle holdes afskedsreception for mig efter sommerferien. I sommerferien fik jeg et brev fra ham om at kontakte ham efter sommerferien, så vi kunne finde en dato, men da jeg ringede, havde han skiftet mening. Der ville ikke blive nogen afskedsreception for mig. En af begrundelserne var, at jeg ikke skulle regne med, at der var ret mange af mine tidligere kolleger, der ville bruge deres tid på at sige farvel til mig. Det forbavsede mig og passede ikke med det indtryk, jeg havde af mine kolleger gennem 14 år.

Nogen tid senere kom en buket blomster og et kort med venlige ønsker for fremtiden fra Forvaltningen. Ikke et ord fra skolen. Jeg ved, at en af mine kolleger på et tidspunkt kom ind på sagen over for inspektøren og fik til svar, at jeg ville blive inviteret med til sommerferiefrokosten det følgende år, og at skolen så ville tage rigtig afsked med mig ved den lejlighed. Jeg fik oven i købet en folder fra skolen om, at der var blevet dannet en pensionistklub, og at vi pensionister blandt andet ville blive inviteret med til skolens sommerferiefrokost. Jeg afsatte dagen, men da tiden kom, udeblev invitationen. Ved den lejlighed besluttede jeg, at jeg ikke havde mere at gøre på min gamle skole.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Der er enkelte kolleger, der har sagt pænt farvel til mig, der er endda kolleger, som har inviteret mig med, når de havde noget at fejre, men alligevel har jeg, som du skriver, et stort og smerteligt hul der, hvor mit arbejdsliv slutter. Jeg var 41 år, havde mistet mit helbred, min indkomst, indholdet i min dagligdag, min sociale status, mine forventninger til og planer for fremtiden, kort sagt, havde jeg mistet såvel min identitet som min orientering i livet.

Jeg fik aldrig muligheden for at sætte punktum for mit arbejdsliv. Det var et psykologisk behov hos mig, men det var ikke noget, jeg kunne gøre selv, det havde krævet en medvirken fra de mennesker, jeg ikke længere skulle arbejde sammen med. Derfor sidder jeg også tilbage med det, du kalder 'en underlig fornemmelse' og savnet af en 'værdig afslutning'. Der vil altid sidde noget uafsluttet og gnave.

Du spørger, om det er en trend. Det skal jeg ikke kunne sige, men mangel på pli, det er det.

Helle-Majken Andersen-Harild

lærer i Høje-Taastrup

i årene 1979-1993

Forkortet af redaktionen

Powered by Labrador CMS