Danskundervisningens historie siden 1970'erne er en af de store hvide pletter på landkortet. Torben Weinreich forsøger (Folkeskolen nummer 9) at bidrage til historieskrivningen ud fra en række kilder, der imidlertid må underkastes en kildekritisk vurdering.

Styringsmæssigt er et læseplansudvalg et ad hoc-udvalg, der aldrig realiserer de fremsatte intentioner. Virkeligheden udvikles af lærerprofessionen, der imidlertid må affinde sig med meget få handlemuligheder, hvis læseplanerne på lokalt niveau udformes snævert, men tilsvarende kan udvikle skolen, når det konkrete indhold overlades til de kompetente. Som bekendt fastlægges lærernes udviklingsmuligheder af 275 forskellige kommuner med 275 forskellige grader af råderum. De ministerielle læseplaner bliver derved irrelevante som kilde til den faktisk udførte danskundervisning. Læseplanernes funktion er at gøre det legalt og legitimt at holde skole. Det er deres styrke, men også deres begrænsning.

Lærebogsanalyserne var relevante omkring 1970, da SID påviste, at historiebøgerne ignorerede store dele af befolkningen. Det var dengang en ny og spændende indfaldsvinkel, der udvidede emnerne og tekstudvalget i skolefaget historie betydeligt.

Torben Weinreich benytter i sin artikel i Folkeskolen en analyse over læsebøger, men denne type analyse må nødvendigvis også underkastes en kildekritisk vurdering, før den kan bruges som kilde til danskundervisningen. Den genoptrykte liste opregner læsebogsteksternes forfattere og er derved primært en analyse over forlagenes salgspolitik. Ved salget af tekstudvalg medproducerer forlagene typisk små opgavebøger, der er bygget op næsten som en katekismus: Endeløse rækker af spørgsmål, der fordrer lukkede svar.

Listen over forfatterne kan være et udtryk for, at kunstnerisk kvalitet har været mulig i danskundervisningen, men listen kan i lige så høj grad være udtryk for, at den sorte pædagogiks begejstring for afstumpede spørgsmål er et salgsmæssig hit. Læsebogsanalyser kan ikke uden videre bruges som historiekilder, når der mangler informationer om den faktiske anvendelse.

En særdeles spændende kilde er det pædagogiske essay, der blev udviklet i løbet af 70'erne og 80'erne i tidsskriftet 'tidens skole'.

Der var i miljøet omkring 'tidens skole' to hovedproblemstillinger: Hvilke dele af børne- og voksenlitteraturen kan benyttes over for yngre elever? Hvordan sammensættes et tekstudvalg til de ældste elever, så de formelle krav tilgodeses, samtidig med at den kunstneriske kvalitet opretholdes. Den professionelle etik krævede, at spørgsmålene blev besvaret gennem eksperimentiel afprøvning af egne ideer. Præsentationen af arbejdsresultater krævede udviklingen af en ny genre. Det pædagogiske essay blev denne genre.

Hvis danskfagets historie skal afdækkes, er det nødvendigt at sætte fokus på det, der rent faktisk lykkedes.

Birgitte Borgen Marcussen

Gentofte