Debat

Lederetik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 9 reagerer Vagn Madsen med et ganske irrelevant indlæg under overskriften 'Er kritik illoyalitet?' i relation til mit indlæg i Folkeskolen, nummer 8, 'Et lederproblem'.

Det er ikke menings- eller ytringsfriheden, jeg i mit indlæg har sat spørgsmålstegn ved.

Madsen må i henhold til grundloven med videre mene hvad som helst om hvad som helst, når blot det ikke er blasfemisk, racistisk, eller han måtte optræde som injuriant.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Nej, viceskoleinspektør Vagn Madsen har engang reageret på en stillingsannonce i Folkeskolen. Man søgte en skoleleder i Brønderslev, en vicer.

Ingen har bedt Vagn Madsen gøre så. Han gjorde det af egen fri vilje.

Blev kaldt til samtale. Foretrukket blandt andre ansøgere. Skrev formodentlig under på et kaldsbrev forinden tiltrædelsen som tjenestemandsansat leder ved det kommunale skolevæsen.

En defineret rolle med dertil hørende krav og rolleforventninger, ansvar og rettigheder blandt andet i henhold til tjenestemandsloven og inden for rammerne af lov om skolestyrelse og folkeskoleloven.

Madsen må mene, hvad han vil om for eksempel færdselsloven eller folkeskoleloven; men han skal overholde dem.

Det er ikke så svært at overholde færdselsloven, selv om man for eksempel måtte være utilfreds med, at biler skal køre med lys på om dagen i Danmark. Man tænder - om end frustreret - blot for lyset.

Anderledes vanskeligt bliver det at overholde lovens ånd og bogstav, hvis man som skoleleder om folkeskoleloven blandt andet mener: 'råddenskabsbefængt rodnet', 'lighedsideologisk nonsens', 'kejserens klæder', 'hokus-pokus-snit', 'mageløst bedrag', 'folkeskolelovens undervisningsødelæggende projektdille', 'skolens lighedsideologiske, ensgørende middelmådighedsideal' og 'undervisningsdifferentieringens tomme vindæg'. (Fra Madsens indlæg, 'Lutter spilfægterier', Folkeskolen nummer 8).

For det er vel ikke muligt samtidig at have visioner og sammen med skolelederen at kunne være samlende kraft i skolens faglige, pædagogiske og organisatoriske udvikling? Eller gennem dialog med medarbejderne at forstå at motivere og engagere dem? Eller åbent og demokratisk at kunne fremme samarbejdet mellem alle skolens medarbejdere, elever og forældre?

Og så er der et etisk problem. Hvordan kan en leder, som uge efter uge, år efter år tilkendegiver ovennævnte synspunkter og holdninger til folkeskolen og dens lovgrundlag, fortsat hæve sin lederløn der uden at miste sin selvrespekt?

Der kan vel end ikke udføres middelmådigt lederarbejde ud fra de præmisser?

Og heri ligger - efter min mening - det juridiske problem. Har Madsens skolevæsen råd til at lade dette for virksomheden så livsvigtige ledelsesarbejde ligge brak?

Hvem har det overordnede ansvar herfor?

Erik Thyge Nielsen

Frederikshavn

Forkortet af redaktionen, som anser diskussionen om denne problemstilling for afsluttet i Folkeskolens spalter