Kold luft

Grønlands Lærerforening kunne ikke få at vide, hvordan deres kolleger i den lille fagforening stemte om overenskomst

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et markant flertal af tjenestemændene i Grønland har stemt ja til en overenskomst, som stort set er identisk med den, medlemmerne af de to fagforeninger for lærere afviste for et år siden.

Dermed har fagforeningerne i den centrale forhandlingsorganisation NAK opnået det, de ville, da de kort før jul smed Grønlands Lærerforening (GLF) ud af NAK. Det skete, da ledelsen i GLF holdt fast i, at det nye udspil fra Hjemmestyret var for dårligt.

Og følelserne for GLF er stadig iskolde. Det kom frem, da GLF forsøgte at få at vide, hvordan lærerkollegerne i den lille fagforening IK havde stemt denne gang. NAK afviste blankt at oplyse tallene.

Heller ikke Folkeskolen kunne få tallene. I første omgang ville sekretariatschef Søren Nielsen fra NAK heller ikke give en begrundelse. Han blev oven i købet så oprørt over, at Folkeskolen spurgte efter tallene, at han sluttede samtalen med at smide røret på.

Siden har han dog bekræftet Folkeskolens oplysninger om, at 140 af de 208 IK-lærere har afgivet deres stemme. Af dem har 95 stemt ja, kun 43 stemte nej, en stemte blank, og en var ugyldig.

Samtidig tog han livet af en mistanke om, at NAK forsøgte at holde tallene skjult, fordi IK-lærerne skulle have stemt nej en gang til. Det ville have betydet, at de andre organisationer i NAK også havde været nødt til at sige nej, selv om deres medlemmer er tilfredse med overenskomsten. Det siger NAK's vedtægter.

- Det er en grim mistanke, men der er ikke hold i den. Vi har sendt en pressemeddelelse ud med afstemningsresultatet for hver organisation i NAK, så vi har ikke forsøgt at skjule noget, siger Søren Nielsen.

Han vil dog ikke lade Folkeskolen se pressemeddelelsen.

- Det må jeg ikke. Det har min bestyrelse besluttet, siger sekretariatschefen.

Årsagen er, at Folkeskolen udgives af Danmarks Lærerforening, der som bekendt har indført en blokade mod, at danske lærere søger arbejde i Grønland.

Solidarisk med GLF

Samuel Olsen, der er tillidsrepræsentant for de 20 IK-lærere på skolen Minngortuunnguup Atuarfia i Sisimiut, forstår ikke den kolde skulder.

- NAK burde ikke have smidt GLF ud. På vores kongres i IK for to år siden besluttede vi, at vores bestyrelse skal arbejde hen mod en sammenlægning med GLF, så vi kun får én lærerforening i Grønland. Nu arbejder vi os væk fra hinanden, siger Samuel Olsen, der havde håbet på flere nej-stemmer end de 43, det blev til.

- Med en enkelt undtagelse har samtlige IK-lærere på min skole stemt nej, for vi er utilfredse med forhandlingsresultatet. Samtidig stiller vi os solidariske med vores kolleger i GLF, siger Samuel Olsen.

Også formanden for GLF, Claus Jochimsen, havde håbet på flere nej-stemmer. Han havde dog ikke forventet et samlet nej fra IK.

- Jeg accepterer fuldstændig, at lærerne i IK synes, at aftalen er god nok. Men jeg forstår selvfølgelig ikke, hvorfor de siger ja til en aftale, vi har sagt nej til, siger Claus Jochimsen.

Opblødning på vej

At IK-lærerne har sagt ja til overenskomsten, betyder, at Landsstyret nu kan sige, at de har en aftale med lærere i Grønland. Men selv om Landsstyret ikke vil give GLF lov til at forhandle løn- og arbejdsvilkår for sine medlemmer, har politikerne ikke lagt GLF fuldstændig på is.

Tværtimod blev GLF inviteret til et møde i personaledirektoratet i sidste uge. Men da NAK og IK var indbudt til det samme møde, meldte GLF afbud.

- Vi deltager gerne i møder om folkeskolens problemer, hvis det sker på lige vilkår med de andre indbudte organisationer. Så længe det ikke er tilfældet, kan vi ikke indgå i et forpligtende samarbejde, lyder Claus Jochimsens begrundelse for afbudet.

Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt reagerede straks ved i stedet at invitere Claus Jochimsen til et personligt møde over morgenkaffen. Mødet gik så godt, at de blev enige om at mødes igen om eftermiddagen.

Det er ikke normalt, at Claus Jochimsen bliver inviteret til møde hos landsstyreformanden, så det tyder på, at der er en opblødning på vej i retning af, at Landsstyret overvejer at anerkende GLF som en selvstændig centralorganisation med forhandlingsret.

Claus Jochimsen vil dog ikke løfte sløret for, hvad mødet drejede sig om.

- Vi havde et hyggeligt uformelt møde. Begge parter har nu noget, vi skal have undersøgt nærmere, men vi har ikke aftalt et nyt møde, siger han.

Henrik Stanek er freelancejournalist

Powered by Labrador CMS