Med al respekt for min 'gamle læremester' skoleleder Karsten Visby undrer det mig såre, at han i et indlæg i Folkeskolen taler om dogmatiske, positive tilhængere af DLF. Da jeg sikkert er en af de 'udskældte dogmatikere', kan jeg kun sige, at jeg slet ikke deler Visbys ord om, at der forhåbentlig vil komme mange flere udmeldelser, da jeg håber, lederne vil blive i DLF for her at tage del i den endog meget kritiske dialog, som skal til for at opfylde ledernes ønsker/interesser. Kun den kritiske dialog inden for egne rækker i DLF vil give de ønskede resultater. Resultater, jeg mener DLF allerede på flere ledder har vist sig åben over for at opfylde, og aldrig i DLF's historie har man brugt så mange ressourcer på lederne som nu.

Visby taler om, at vi 'helt naturligt som i et ægteskab er vokset fra hinanden', hvortil jeg måske snarere vil kalde dette dogmatik, idet man blot kan nærlæse Skolelederforeningens formands tale på kongressen - det er godt nok en tynd kop te uden overbevisende argumenter!

Det pædagogiske drev skal naturligvis være til stede i kredsene, og fortsætte, og det overrasker mig, at Visby taler om 'døde kredse hvad angår pædagogisk nybrud', da nybruddet velsagtens kommer fra medlemmerne, som også er lederne. Mine oplevelser er stik modsatte i fire forskellige kredse.

Vi er helt sikkert enige om, at alle fortsat skal samarbejde, alle skal stadig have dyb respekt for de forskellige funktioner/interesser, vi har i skolesamarbejdet, og fortsætter seriøsiteten, som den er begyndt omkring ledernetværket, er det dømt til stor succes! Det er ikke dogmatik, kære Visby, tværtimod er det min virkelighed.

Bjarne Danielsen

Brande