Nu behøver en kritik af en påviseligt undervisningsfjendsk folkeskolelov vel ikke nødvendigvis som påpeget af Erik Thyge Nielsen at være det samme som at udøve etisk og juridisk illoyalitet. Og samarbejdet mellem elever, lærere og forældre har jeg vist aldrig talt ilde om endsige nævnt med et ord. Men finder Erik Thyge Nielsen det i øvrigt ikke påfaldende, at hele to kapaciteter fra folkeskolens pædagogiske bagland, forskeren og lægen Kjeld Fredens og rektor for Statens Pædagogiske Forsøgscenter Svend Erik Pedersen, begge offentligt må sætte den skinbarlige fjogethed i skikkelse af eventyrfiguren Klods-Hans op som mål for folkeskolen, formentlig fordi den undervisningsdifferentiering, som vi alle ifølge Erik Thyge Nielsen loyalt skal lade som om kan kompensere for udelthedens repressive virkning, ikke vedblivende trods vores ihærdige loyalitet kan bedrage verden på troværdig vis. Og hvordan stiller Erik Thyge Nielsen sig til, at nogen muligvis kunne finde på at holde den arme folkeskole gående på de lumre, nyreligiøse, kinesiologiske fiduser, der markedsføres i Folkeskolen nummer 8. Er det mig eller de orientalske mystikeres danske profetinder, der her udviser illoyalitet mod loven. Det er nu nok mig. For om man bruger Klods-Hans-pædagogikken, Orientens mystik eller håndspålæggelser af overtroens kloge kone, kan jo være ét fedt.

Men begge dele passer beklageligt godt som afledning for udelthedens ensgørende effekt, når fupnummeret med den differentierede undervisning ikke længere lader sig skjule i snak.

Vagn Madsen

Brønderslev