Vort vanskelige sprog

Dette var titlen på en bog af sprogforskeren Aage Hansen, og påstanden har noget på sig.

TV-Avisen bragte for nylig et indslag om, hvad der gjorde det så vanskeligt at tilegne sig det danske sprog. Her skal vi gå videre med dette spørgsmål ved at se på et par problemer ved dansk udtale. Først skal det lige slås fast, at dansk hverken er lettere eller sværere end andre sprog at lære for dem, der vokser op med det fra først af. Men for dem, der først har lært et andet sprog, knytter der sig særlige vanskeligheder til udtalen.

Flere vokaler ligger tæt på hinanden og skævt i forhold til vokalerne i andre sprog: mile, mele, mæle, male udfordrer ingen dansktalende, men udlændinge har svært både ved den række og den følgende: ugle, Ole, åle, årle. Af a'er har vi adskillige, dét i vand er for eksempel forskelligt fra dét i vandre.

De såkaldte bløde konsonanter er besværlige: lade, kage, lagkage, ørreder er udfordringer for fremmede artikulationsorganer! Det danske t går også sine egne veje. Vi taler ikke med 'tørre t'er', men har en lille s-klang knyttet til t, tydeligst i københavnsk: Tak skal du have! Tivoli.

Visse konsonantforbindelser kan være vanskelige for nogle, men lettere for andre, afhængigt af den enkeltes sproglige udgangspunkt; for nogle er fjern, fjerde og sprælsk næsten umulige at udtale.

Reduktioner i sammenhængende tale er heller ikke lette at afkode: 'jeg vil da ikke købe en habit' bliver let til javdegkøwnabit, og den, der har skriftbilledet på nethinden, har svært ved at identificere ordene i talesproget. - Trykforhold kan være afgørende: han gik igen: han gik igen, han slog sig på flasken: han slog sig på flasken, han sov til middag: han sov til middag og så videre.

Men mon ikke også vi ville slås med detaljer i tyrkisk eller urdu, hvis det var vilkåret?

Professor Higgins