I begyndelsen af halvfjerdserne byggede min skole til. Fra første dag blev jeg ramt af Indeklima-syndrom, en slags forgiftning af hjernen, der bevirker en umådelig træthed. Dengang kendte man slet ikke til sygdommen, nu ved man, at en del mennesker lider af den. Kun få er dog hyper-modtagelige som jeg.

I mange år bortforklarede jeg trætheden (jeg havde små børn og et dejligt, inspirerende, men krævende job).

Så udviklede jeg allergi over for mere og mere og derpå astma. Jeg kæmpede mig igennem, dag for dag, sygedage havde jeg meget få af.

Man begyndte at renovere skolen og udskiftede skadelige materialer, men min allergi og astmalidelser havde sat sig fast og udviklede sig videre. Indeklimasyndromet kommer blandt andet fra byggematerialet i selve murene.

Til sidst var jeg slidt helt op, gik til min lokalkreds, som gav gode råd, og som omgående satte mig i forbindelse med DLF's eksperter i den slags sager og med fagforeningens socialrådgiver. De var meget behjælpelige hele vejen, men på det tidspunkt var jeg dog ikke psykisk moden til den store beslutning, det tog endnu et halvt år. Hvordan jeg kom igennem det halve år, er mig i dag en gåde.

Efter 20 år med problemer - 23 år ved det skolevæsen og 28 år som lærer - meldte jeg mig syg.

Dette var forhistorien. Nu kommer historien:

Den første tid, jeg var sygemeldt, fik jeg en buket med venlige hilsener fra henholdsvis mit lærerteam og pædagogisk råd. Fra skolelederen, som var meget ny, fik jeg et anbefalet brev om, at han ville 'tale' med mig. Lokalkredsen blev meget vred, det kunne han blive fyret på, sagde de, men jeg ønskede ikke ballade for min skyld.

Jeg var både fysisk og psykisk slidt ned.

Efter godt et år blev jeg fyret. Senere blev jeg kendt rigtig førtidspensionist.

Fyringen forløb således: Et A 4-ark fra kommunens sekretariatschef, hvor der nederst stod: 'Man skal samtidig takke dig for din arbejdsindsats i X Kommune.'

Det var alt!

Ikke en hilsen fra skole og pædagogisk råd, ikke en blomst, ikke nogen afskedsfest med gaver og taler. Ikke en lyd.

I dag - tre år efter min fyring - sidder jeg stadig med den underlige fornemmelse: hvordan kan jeg glemmes og fejes til side så brutalt og ligegyldigt? Hvad med alle de afskedsgaver, jeg selv har været med til at give kolleger? Hvad med mit livsværk på skolen? Ude af øje, ude af sind! Skyllet væk som et sandslot i tidevand? Er der ikke kolleger og overordnede, som sidder med en dårlig smag i munden? Hvad med bare almindelig høflighed?

Jeg har i mine minder et stort og smerteligt hul der, hvor mit arbejdsliv slutter. Der burde være en værdig afslutning. For to år siden skrev jeg til min eks-tillidsrepræsentant om dette. Han har overhovedet ikke reageret. ikke en lyd, ikke en opringning, ikke et besøg.

Er jeg den eneste, hvis afsked foregår så sjusket, eller er det en 'trend'?

Indsenderen har ønsket at være anonym, men redaktionen har navn og adresse.