Debat

Godt gået, Annette Stærup

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter at have set TV 2's 'Fredag i farver' iler jeg med at udtrykke min største respekt for Annette Stærup for udvist mod og overskud til at træde frem i flimmeren. Nu må det være klart for alt folket, hvilke uhyrligheder de to mobbede lærere har været udsat for. Den optrædende terrorist-far var dog et ubehageligt eksemplar af den menneskelige race. Han fik så ved samme lejlighed afsløret grænseløs stupiditet. Den vege Venstre-borgmester kan ingen borger misunde Solrød Kommune. Herregud en gang lalledumt vås, han fik lukket ud, blandt andet begav han sig ud i et forsøg på at forklare, at undervisning jo kan indebære overvågning, '. . . og det har jeg da også prøvet . . .'. Oven i de to usympatiske herrers eksistens har så de to mobbede lærere måttet leve med en fej og uduelig skoleleder. Enhver med et minimum af hjernevirksomhed ved, at en lærer ikke kan fjernes og flyttes rundt på uden at stemples. Tak for, at du stillede op, Annette Stærup, så vi fik dumhed og ondskab udstillet.

Også tak til den passende aggressive Ole Steenen fra Frederiksberg for dit indlæg i Folkeskolen nummer 7, hvor du efterlyser 40.000 vrede læserbreve. Nu har du i al fald ét. Jeg er enig med dig i det oprørende ved det faktum, at vi nu er kommet så vidt, at forældre hemmeligt kan optage møde på bånd uden konsekvenser.

Er det, hvad vi har i vente i fremtiden i en lavstatusskole som den danske? Jeg tror det, hvis lærerne fortsætter i defensiven.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Else Baggesen

Hjørring