Ingen har tydeligere end Jørgen Stampe demonstreret, hvor uforenelig folkeskoleloven er med kvalitetsudvikling. I Folkeskolen nummer 4 gik det helt galt for Stampe som påvist af Torben Thomsen. I nummer 7 gør han sig efter eget udsagn umage. Men forgæves. 'Informationer er nødvendige, men det, det handler om, er elevernes personlige bearbejdning af dem, så de bliver til viden', docerer han.

Hvor må det dog være en vidunderlig idealverden fra før syndefaldets tid, som Stampe færdes i. Her kan han kaste et læs informationer i grams for sine 20-personers udelte klasser, og straks kaster de sig ud i en kvalificeret sortering og strukturering af brikkerne og forvandler det hele til den sammenhængende viden, som menneskeheden ellers har brugt civilisationens historie til at opbygge. Mageløst, så meget mere som den opnåede viden er ligegyldig.

Det er vejen til viden, der betyder noget, siger Stampe. Og når han afsværger den udenadslære, der i forvejen er nærmest udryddet af den pædagogiske hån, så er det netop den parate, indlærte viden, der bandlyses. I vor tid er der jo intet, der er værd at kunne udenad. Og det er såmænd nok også udviklingen, der bliver påduttet denne kvalitetsopløsning.

Målet er, siger Stampe, at eleverne gennem tværfaglige projekter opnår at kunne bruge det, de har lært i den komplekse verden, der fordrer samarbejde med andre. Men en kompleks verden fordrer i virkeligheden den størst mulige mængde af indlært viden og færdigheder, hvorimod der ikke foreligger nogen dokumentation for, at skolen nogen sinde har uddannet mennesker, der ikke kunne samarbejde.