Jeg må med skam melde, at jeg ikke har fulgt så godt med i hele 'forløbet'. Forhandlingerne mellem DLF og Danmarks Skolelederforening (DS) har kun fyldt lidt i hverdagens mange opgaver. Som tidligere tillidsrepræsentant og som skoleleder i en velfungerende lærerkreds har jeg hele tiden ønsket, at skolelederne blev i DLF - og da DS' forhandlere har haft det samme udgangspunkt, tog jeg det for givet, at det ville ende således. Og det gjorde det jo også, sådan da!

DS ønskede en central kontingentindbetaling og allerhelst en selvstændig landskreds, men stadig inden for DLF. Lærerkongressen sagde nej - og her steg min interesse. Jeg kunne nemlig ikke rigtigt forstå denne beslutning. Dels var det et meget enigt skolelederrepræsentantskab, der ønskede dette, og dels kan alle i skoleverdenen vel se, at styrelsesregler, arbejdstidsaftaler og nyeste folkeskolelov har medført ændrede og langtfra konfliktfri lederroller. At lederne nu også skal afprøve de nye lønformer, er vist heller ikke helt uvæsentligt i denne sammenhæng.

Jeg har spurgt, hvorfor kongressen sagde nej, når jeg har haft lejlighed til dette. Svarene har dels været utilfredsstillende (manglende logik) og dels været forskellige, afhængigt af hvem jeg spurgte. I et julebrev fra DLF's formand er der slet ikke givet nogen forklaring, og jeg var faktisk i gang med et brev til hende om sagen, selv om det var lidt småpinligt at udstille min uvidenhed. Heldigvis var der så en anden skoleleder, der i Folkeskolen nummer 6 stillede spørgsmålet, og foreningens næstformand Tom Egholm svarer følgende:

'Når kongressen ikke har kunnet imødekomme Skolelederforeningens ønske om fuldstændig frigørelse fra den lokale kreds, skyldes det en vurdering af, at dette ikke ville sikre medlemmerne (læs: skolelederne) den bedst mulige rådgivning og støtte på de områder omkring folkeskolen, der hører under de kommunale myndigheders kompetence.'

Nåh, sådan! Det er for skoleledernes egen skyld, at kongressen sagde nej til samme lederes ønske!

Altså lidt i stil med, når jeg siger til mine elever, at jeg forstår deres ønsker, men de er hverken modne eller kloge nok til at forstå rækkefølgen af deres handlinger. Derfor bestemmer jeg lidt endnu!

Det er ikke altid, mine elever er enige i mine beslutninger - ligesom skolelederne ikke er helt enige her - men jeg holder som regel fast og satser på, at de bliver glade for det i længden!

Jeg synes, det er ufrugtbart at diskutere, hvem der har ønsket splittelse. Men jeg synes ærlig talt, at forklaringen påårsagen til splittelsen er meget vanskelig at tage for gode varer. Er der ikke bedre bud?

René Glud Jensen

Birkerød