Debat

Støtte til Rødovre

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hans Houmøller fra Rødovre spørger i Folkeskolen nummer 7, om hans borgmester har ret, når han påstår, at 'lærerne mange andre steder er langt mere åbne over for nytænkning'.

Set her fra mit udgangspunkt kan jeg sige, at jeg oplever, at medlemmerne af Ballerup Lærerforening er åbne for al nytænkning, som gavner og forbedrer folkeskolen.

Men vi opfatter det bestemt ikke som en forbedring at indføre en obligatorisk lagkagedelt skole, hvor eleverne skal skifte lærere hvert tredje år.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det vil vi også sætte os imod med næb og kløer, hvis vi bliver udsat for den slags 'administrativ nytænkning'.

Vi vil heller ikke opfatte det som en forbedring, at man veksler tolærertimer til pædagogtimer, så der skal futte en pædagog rundt i klassen og holde de urolige elever i hånden, mens læreren kan koncentrere sig om undervisningen.

Det er en underlig opfattelse af undervisning og læring, der gemmer sig i et sådant forslag.

Mig bekendt er det heller ikke Danmarks Lærerforenings politik - selv om det er lidt svært at finde ud af for tiden.

Folkeskolen lavede jo for eksempel i sidste nummer endnu en glansbilledreportage af netop den slags 'lærer-pædagogsamarbejde'.

Det er efter min mening ikke bagstræberisk at forsvare fornuftige værdier som klasselærerprincippet og stille krav om kvalitet i undervisningen.

Så tænk jer også bare om en anden gang, når der kommer en mand for at sælge jer en 'god ide'.

Peter Hess-Nielsen

Ballerup

Powered by Labrador CMS