Debat

Bombe under sammenholdet

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen (nummer 6) trækker redaktøren endnu en gang Ugebrevet Mandag Morgen gennem vridemaskinen, denne gang dog med mindre held end de foregående to gange. Denne gang har Ugebrevet nemlig fået fat i en lang ende med påpegningen af det forhold, at skolen kun bruger cirka 25 procent af sit budget på undervisning. Thorkild Thejsen har naturligvis ret i, at udenværkerne - herunder eksempelvis forberedelsen - langt hen ad vejen er nødvendige, for at undervisningen kan finde sted, men Ugebrevets artikel rejser unægteligt spørgsmålet: Står udenværkerne ressourcemæssigt i et rimeligt forhold til undervisningen?

Spørger man arbejdsgiverne, er svaret nej. De vil bruge endnu flere (sic!) ressourcer på udenværkerne. Vi skal have mere ledelse og det til trods for, at ledelseskraften allerede er fordoblet over de sidste otte år. Til hvilken nytte? Desuden skal vi have mere support i form af efteruddannelse, mere konsulentvirksomhed, flere særfunktioner og nye opgaver inden for forberedelsestiden. Og det hele skal finansieres af de undervisende lærere, der skal løbe hurtigere og hurtigere ikke mindst for at servicere de svulmende undenværker.

Det, Ugebrevet dokumenterer, er således, at katederunddragelsen nu har antaget et omfang, som truer selve den undervisende lærers arbejdssituation og dermed selve sammenholdet i lærerstanden.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Da ikke alle Folkeskolens læsere ser Ugebrevet, hermed et par citater: '. . . Beregningerne peger dermed på, at folkeskolens incitamentstruktur vil have en tendens til at trække talent og drivkraft bort fra kerneydelsen - nemlig undervisning - og over mod supportfunktionerne' (. . .) 'Under de nuværende omkostningsvilkår er der en alvorlig risiko for, at de kommende fem års strukturudvikling i folkeskolen vil medføre forringede arbejdsvilkår for lærere med almindelige undervisningsstillinger' (. . .) 'Tilsammen kan dette være opskriften på et organisatorisk og arbejdsmæssigt mareridt' (. . .) 'Lærere med fuldt skema har på den baggrund en klar interesse i, at der i forbindelse med den forestående omstilling tilføres betydeligt flere undervisningstimer til at gennemføre skolens drift'.

Hollandshistorier eller ej: Dette er en bombe under lærerstandens sammenhold, og Ugebrevet Mandag Morgen er mig bekendt de første til at drage det frem i en bredere offentlighed. Jeg håber, Danmarks Lærerforenings ledelse kan overvinde sig selv til at læse Ugebrevet meget grundigt.

Niels Christian Sauer

Karlebo