Svært at bede om hjælp

Vigtigt at opretholde ligeværdigt samarbejde med alkoholikerkollega, siger socialrådgiver i Lærerforeningen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Erfaringen viser, at det er svært for en lærer at omstille sig fra at være den, der er vant til at give hjælp, til selv at have brug for hjælp, siger socialrådgiver i Danmarks Lærerforening Susanne Grove.

Sammen med sin kollega Laila Jensen varetager hun rådgivningen om det psykiske arbejdsmiljø, hvor medlemmer kan ringe ind og få en samtale. Rådgivningen har cirka 600 henvendelser om året, hvor kun en lille del drejer sig om problemer med alkohol.

Lærerforeningen har tilknyttet et netværk af eksterne rådgivere, hvoraf de fleste er psykologer. Foreningen betaler op til fem samtaler for medlemmet, men Susanne Grove erkender, at det ikke rækker til at helbrede en alkoholiker.

- Psykologhjælpen kan være et led i erkendelsesprocessen hos alkoholikeren. Derefter kan vi være med til at afklare, hvad den aktuelle kommune yder af hjælp, og om alkoholikeren om nødvendigt har mulighed for at optage lån til en del af behandlingen. Sidste økonomiske udvej er at søge Lærerforeningens understøttelseskasse, som kan bevilge tilskud til alkoholafvænning.

I forhold til alkoholmisbrug understreger Susanne Grove, at det er vigtigt, at man som kollega og ledelse forholder sig til det, man ser, og det, man ved.

- Man kan forsøge at skabe en ændring ved at formulere problemerne over for den, det handler om. For eksempel: Jeg vil gerne have, at du ved, at eleverne i 5. klasse sagde, at du lugtede af øl.

- Man skal ikke begynde at diskutere, om vedkommende er alkoholiker, for den diskussion vil man altid tabe. De ting, man hører, giver man videre til den, det handler om, og tilbyder eventuelt en snak med vedkommende.

Susanne Grove peger på, at man i sin samarbejdsrelation i stedet for at kompensere og dække over sin kollega skal holde fast i et krav om et ligeværdigt samarbejde. På den måde undgår man at påtage sig alkoholikerkone-attituden, som kun er med til at vedligeholde alkoholproblemet.

Sus

Bogen 'Dialog bygger bro' af Anne-Suzette Humle, forlaget Schultz, beskriver yderligere, hvordan man kan nærme sig en kollega med alkoholproblemer.