I den offentlige debat fokuseres der næsten konstant på folkeskolen. Det er godt i den forstand, at det understreger, hvor vigtig kvaliteten af det, der foregår i folkeskolen, er for hele det danske samfund og dets fremtid.

Senest har skolelederne harceleret over, at de som ledere ingen indflydelse har på næsten halvdelen af lærernes arbejdstid, nemlig den tid, der ifølge overenskomsten er afsat til forberedelse.

Jeg forstår ikke skolelederne helt. Netop fordi de er skoleledere og ikke virksomhedsledere i traditionel forstand, og fordi lærergerningen ikke er umiddelbart sammenlignelig med andre former for arbejde. Det betyder ikke, at lærerne skal arbejde mindre end andre samfundsgrupper, men det betyder heller ikke, at deres arbejdstid nødvendigvis skal indrettes på samme måde som kontordamens, ekspedientens og lagerarbejderens. I virkeligheden har hver faggruppe vel sin egen måde at fungere på, som er karakteristisk for netpå det pågældende arbejdsområde.

Jeg anfægter ikke, at der kan være et økonomisk problem i den måde, lærernes arbejdstid er skruet sammen på (her har jeg de kommunale arbejdsgiveres briller på). Den side af sagen må der selvfølgelig arbejdes på at få løst. Men det helt fundamentale, når det drejer sig om en højnelse af det faglige niveau i skolen og en bedre ressourceudnyttelse, er og bliver, at eleverne i langt højere grad, end det er tilfældet i dag, er underviselige, når de møder i skolen. Det har noget med normer og opdragelse hjemmefra at gøre. Forældrene må igen til at være forældre forstået på den måde, at de formidler et sæt af centrale moralske og etiske værdier til deres børn.

Der skal være klare grænser for, hvad der er god opførsel, og hvad der er dårlig og utilstedelig opførsel. Der skal kunne kendes forskel på godt og ondt, rigtigt og forkert, dit og mit. Har børnene en sådan ballast indbygget, når de møder i skolen, kan lærerne straks tage fat på den egentlige undervisning uden først at skulle bruge tid og ressourcer på at få skabt tilstande, så man overhovedet kan komme i gang(!).

Folkeskolens dybeste og alvorligste problem er, at der er sket et fatalt værdi- og kulturtab i det danske samfund og i familierne. Den udfordring hverken kan eller skal skolen klare alene. Det er primært en opgave for hjemmet. Det er her, løsningen af problemerne i folkeskolen skal begynde, hvis der skal tages fat på de dybeste årsager til deres opståen.

Ny folkeskolelov, ændrede arbejdstidsregler for lærerne, mere edb, flere kommunale kroner til undervisningsmidler og bygninger og så videre - det hjælper alt sammen ingenting, hvis der ikke gribes om nældens rod: Moderne børns totale mangel på et menneskeligt og moralsk ståsted, som forpligter i forhold til et fælles sæt af værdier og normer. Her handler det om at tage et personligt ansvar på sig.

Gør vi det, bliver der heller ikke behov for at gøre vold på de helt specielle arbejdsvilkår, der er knyttet til lærergerningen, og som er en del af lærergerningens sjæl.