Man konstaterer ret hurtigt i New Zealand, at landets indbyggere tilsyneladende oplever det som deres vigtigste opgave at dygtiggøre den nye generation. Og der gemmer sig interessante detaljer i det newzealandske skolevæsen.

Man satser på at uddanne en slags 'hjemmepædagoger', der skal besøge de småbørnsforældre, der ønsker det. Her tillægger man forældrene en stor betydning for børnenes samlede mulighed for indlæring.

Hvis det er rigtigt, at et barn lærer halvdelen af alt, hvad det kan lære, i dets første leveår, halvdelen af resten i dets andet leveår og så videre, er det måske det vigtigste sted at sætte ind. Disse hjemmepædagoger har ikke primært til opgave at belære forældrene, men at styrke de i forvejen stærke sider hos barnet og hjemmet.

I førskoleinstitutionerne inspirerer man fra myndighedernes side meget direkte og håndfast til at øge kvaliteten af arbejdet. Der udsendes et curriculum, der opregner mål for pædagogernes arbejde med børnene. Og denne undervisningsvejledning er på genial vis blevet mere end blot en regelsamling.

I virkeligheden er dens intention at lægge op til en faglig debat i medarbejdergruppen på de enkelte institutioner med spørgsmål i stedet for svar: 'Hvor vigtigt er det at deles om tingene, og bør der være så meget legetøj, at man undgår konflikter?', 'Hvad lærer børnene bedst af hinanden?', 'Hvordan anvendes børnenes erfaringer fra deres hjemlige miljø i det daglige?' og så videre.

Selve spørgeteknikken er over for de veluddannede pædagoger en fremragende måde at sætte fokus på vigtige emner. Måske er dette i virkeligheden Columbusægget i en kvalitetsudvikling på områder, der ikke direkte kan måles og vejes. Ingen ved bedre end pædagogerne, hvad kvalitet i børneoplæring er for noget. Men de har brug for hyppigt at blive udsat for at overveje, om det nu også er det, de så faktisk leverer i det daglige.

I de newzealandske skoler har man såmænd ikke opfundet så meget nyt, men man har videreført nogle af de erfaringer, man har fra tidlig barndom, for eksempel den fysiske tæthed, som er så almindelig i danske børnehaveklasser, men som ofte tabes i det videre skoleforløb.

Børnene - ofte 30 i en klasse - sætter sig på gulvet foran læreren. Der er intet kateder så læreren er fysisk tæt på og kan se alle børnene i et blik, og alle børnene kan se selv mindre ting, som læreren vil vise dem. Tavlen er lille og let at overskue. Afgørende er den løbende øjenkontakt.

Vi har i danske skoler brugt formuer på at forny vore møbler til ergonomisk rigtige borde og stole, og jeg har gennem årene været med til at overbevise skolemyndigheder om det rigtige i dette.

I New Zealand har man taget konsekvensen af, at børn op til en vis alder sidder mest på gulvet, så man har valgt at investere færre penge i møbler og så mange flere i relevant undervisningsmateriale, for eksempel i hundredvis og atter hundredvis af små letlæsebøger, så alle børn kan få bøger på netop deres niveau.

Jeg har tidligere været talt for, at vi ikke for tidligt skal sætte ind med specialundervisning over for børn. Vi ved jo, at deres indlæring kommer i spring, så lad os vente med at sætte ind, indtil vi ved, om det kommer af sig selv.

I New Zealand har man den modsatte filosofi (som også er ved at brede sig i Danmark), at hvis vi sætter ind med speciel træning allerede efter et års forløb, er barnet højst et år bagefter de øvrige. Hvis vi venter to-tre år, kan barnet risikere at være to-tre år bagefter, og så er det måske næsten uopretteligt.

Så man kalkulerer i New Zealand i planlægningen af lærertimeforbruget med, at cirka 20 procent af en årgang har problemer med at lære at læse. Over for disse sættes der allerede det andet år i skolen ind med en halv times daglig træning, hver enkelt elev alene med en lærer i 12 til 20 uger, kaldet Reading Recovery (omregnet til dansk tjenestetid svarende til et årstimetal på op til 100 timer per elev).

Der er ikke tale om specialundervisning, men om en slags læseindhentning. De fleste børn viser sig i praksis efter en periode at være nået op på niveau med midtergruppen i deres årgang. De få, der ikke er, indstilles derefter til egentlig specialundervisning.

For at gennemføre en sådan læsetræning skal der bruges en masse relevant undervisningsmateriale, som endnu ikke findes på dansk, men det skal efter sigende være på vej.

Skoleinspektør på Ullits Skole, Farsø