Debat

Ikke partipolitik i folkeskolen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Når man kaster en kæp i svinestien, hyler dén, der bliver ramt.' Noget i den retning lyder et ordsprog - og det passer godt på skolelærer Steen Nielsen. Han har i Folkeskolen nummer 5/98 et indlæg under overskriften 'Pjece uden løgne'. Under påskud af at svare på mit indlæg i et tidligere nummer af vores fagblad bruger han spalteplads til at rose det arbejde, som han som hovedbestyrelsesmedlem i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom er medansvarlig for. Det kan vel ikke undre nogen.

Mit ærinde var alene at pointere, at jeg ikke vil acceptere, at partipolitikken sniger sig ind i folkeskolen. Vi har en lang og god tradition for at være skolen for alle, for her skal man som forældre - uanset politisk holdning - kunne sende sine børn i skole med 100 procents garanti for, at skolen er partipolitisk uafhængig. Et ensidigt skridt som Danmarks Socialdemokratiske Ungdoms er i mine øjne udtryk for mangel på pli - og mangel på respekt for elever og forældre.

Når Steen Nielsen yderligere antyder, at jeg lider af 'kommunistforskrækkelse', og at jeg bruger ordet 'socialist' som skældsord, kan jeg kun henvise til det citerede ordsprog først i dette indlæg. At han yderligere beskylder mig for at lyve og fortie sandheden, viser, hvor meget han føler sig trængt op i en krog. Jeg har ikke noget behov for at promovere mig gennem Folkeskolen i den sammenhæng, ligesom jeg ikke skilter med det over for elever og forældre.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Og så en sidste ting: Når du nu har været så flink til at finde oplysninger om mit politike tilhørsforhold, kunne du så ikke være så venlig at angive min arbejdsplads' rigtige geografiske beliggenhed? Jeg er nemlig ikke skoleinspektør i byen Aalestrup, som der står i dit indlæg, men bor i Aalestrup postdistrikt.

Steen Brastrup

skoleinspektør

Hvam Skole

Powered by Labrador CMS