Debat

Den tveæggede økse

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skolelederforeningens formand, Hans Martin Jepsen, svinger for alvor foreningslogoet, den tveæggede økse.

Senest var der i Ugebrevet Mandag Morgen hug til arbejdstidsaftalen, fordi Hans Martin Jepsen mener, den forhindrer ham i at kontrollere 48 procent af lærernes arbejdstid.

'Overdrivelse fremmer forståelsen', lyder et gammelkendt fif. Og det benytter Jepsen sig af. Rent teoretisk kan en lærer have næsten 48 procent af sin arbejdstid som F-tid. Men det er ren teori. Det kan nemlig kun lade sig gøre, hvis to forhold er opfyldt. For det første kan læreren ikke have anden Ø-tid end de 70 timer fra den centrale akkord. Og for det andet skal læreren samtidig være tillagt cirka 800 årlige timer til undervisning.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

En sådan arbejdstilrettelæggelse er ikke realistisk. Dels er det i aftalen forudsat, at en lærer normalt højst tillægges 750 årlige timer til undervisning, dels er alle lærere involveret i flere Ø-tidsaktiviteter. - Holdes der slet ikke møder i pædagogisk råd på Jepsens skole?

Taldemagogi! - Det er slemt nok, at Jepsen generaliserer med afsæt i den mest ekstreme situation, som overhovedet kan tænkes konstrueret (Hans Martin Jepsen glemmer endog, at der i dette tilfælde vil være mængder af tid bundet til frikvarterer, hvor Jepsen nok skulle kunne finde ud af, hvad lærerne laver). Det værste er dog, at Jepsen med sin udtalelse om behovet for kontrol stiller op i de unuancerende kritikeres kor og dermed giver tilliden til lærerne et alvorligt hug. Der er fortsat ting i tjenestetidsaftalen, man kan diskutere, men forberedelsesfaktoren er ikke for stor.

Forinden var øksen i brug, da Jepsen huggede forbindelsen over til fagforeningen.

Modsat Hans Martin Jepsen mener jeg fortsat, det er en fordel, at lærere og ledere er i samme forening. For begge grupper er der store fælles interesser i at arbejde sammen om udviklingen af skolen. Den faglige debat derom skal naturligvis føres i et forum, hvor såvel lærere som ledere kan komme til orde. Og det kan blandt andet ske i medlemsbladet Folkeskolen og på DLF's kongres.

Ledernes arbejdssituation har ændret sig meget i de senere år. Derfor har kongressen vedtaget ændringer i samarbejdsformerne. Kongressens model med lokale ledernetværk og muligheden for central rådgivning må nu afprøves. Viser det sig, at modellen ikke er god nok, må kongressen så foretage de nødvendige justeringer.

Når man bruger en tveægget økse, skal man passe på. Med den kan man nemt ramme sig selv. Det risikerer de skoleledere, der nu følger Hans Martin Jepsens eksempel og melder sig ud af DLF. For hvad har Skolelederforeningen at byde på?

Forhandlingsretten ligger fortsat hos DLF/Lærernes Centralorganisation.

Skolelederforeningen undersøger ganske vist, hvordan man kan få forhandlingsretten. - Men kan en så lille gruppe overhovedet klare den sag? Det sandsynlige er, at den enkelte leder selv kommer til at forhandle store dele af lønnen. Det er risikabelt at stå alene i det spil, og samtidig går man Kommunernes Landsforenings ærinde. Kommunernes Landsforening har netop været bannerfører for den individuelle lønfastsættelse.

I de tilfælde, hvor en skoleleder får brug for juridisk bistand - for eksempel ved en truende fyringssag - vil det også være en fordel at være medlem af en stor fagforening. Jeg er overbevist om, at DLF hurtigerer og med større styrke kan yde hjælp end Skolelederforeningen, der tilsyneladende ad hoc må købe juridisk assistance. En tveægget økse er et farligt instrument. Med det kan man hurtigt få splittet en masse. Det er Hans Martin Jepsen godt i gang med. Jeg deltager ikke i den splittelsespolitik og bliver naturligvis i DLF.

Steen Skaarup

skoleinspektør

Haldum-Hinnerup Skolen

Powered by Labrador CMS