Debat

Få dog arbejdstøjet på

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg er skuffet over Anni Herfort Andersen . . . og over hovedstyrelsen!

I lever ikke op til de minimumsforventninger, vi med rette må have til vores formand og hovedstyrelse.

- I er ikke dygtige nok, og I lever ikke op til jeres ansvar:

- På bedste vis og i alle sammenhænge at kæmpe for vores rettigheder, det gælder vores løn såvel som at kæmpe for og værne om den respekt og anerkendelse af vores arbejde og indsats, det øvrige samfund burde omfatte os med, ikke mindst politikerne, vore arbejdsgivere. Deres primære og mest synlige indsats er at læsse ansvaret for de mangler, de registrerer hos vore børn og unge, over på os. Det sker ganske automatisk og ganske unuanceret. Hver gang en ny folkeskolelov bliver vedtaget, er der da hist og her nye tiltag, som uden undtagelse koster penge. Den sang, de synger, når de gøres opmærksom på dette, hedder: 'Det skal være udgiftsneutralt!'

- Jeg kender ikke noget andet erhvervsområde, hvor man ledsager nye tiltag med så tåbeligt et udsagn. Eneste formildende omstændighed er, at vi ikke er forvænte med visioner og nytænkning fra politikere . . . bortset fra at finde nye områder, de kan beskatte!

- Hvis I levede op til jeres ansvar, gik I aktivt i brechen for os med saglige oplysninger fra virkelighedens verden, hver gang en eller anden var ude med 'høstriven'.

- De unuancerede og i stort omfang fejlagtige, nedgørende angreb, vi i snart en årrække har været udsat for, højner ikke vores selvværdsfølelse eller stands- og faglige stolthed. Alle tre en forudsætning for, at vi kan levere den vare, vi kvalitativt er i stand til. Egentlig er det ubegribeligt, at såkaldt velbegavede mennesker kan føre sig frem på sådan en måde, en måde, de med sikkerhed ikke selv ønsker at blive udsat for.

- Hvorfor går I ikke på barrikaderne hver eneste gang? Selv vores øverste chef, Ole Vig, har meldt sig til dumhedens og ansvarsforflygtigelsens kor. De er formentlig også de eneste, der ikke har opdaget, hvor falsk det kor synger.

- Hvorfor svigter I os? Kunne det skyldes, at I er mere optaget af at tækkes 'de fine', at føre jer frem på de bonede gulve, egen position og muligheder?

Få dog arbejdstøjet på eller skift til et andet job!

Arne Gadeberg

Slagelse

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler